Velbesøgt borgermøde om lokalpolitik i 5771
AF TORBEN FROST
Formanden for Nærdemokratigruppen for Stenstrup og omegn, Maria Rolle Wahl, bød velkommen til de fremmødte borgere og de 6 lokalpolitikere, der var mødt op til en dialog om relevante emner for lokalområdet 5771.
Borgerrådet 5771 vil gerne bringe en undskyldning til de borgere, der ikke kan modtage digital post. Desværre blev indbydelsen så sendt, at kun borgere med e-boks nåede at modtage den. Borgere, der ikke modtager digital post fik brevet efter mødets afholdelse. Indbydelsen blev dog bragt i Den Lille Avis allerede den 5. november.
Tre lokale borgergrupper
Borgerrådet 5771 er en paraply-organisation, der består af 2 repræsentanter fra hhv. Nærdemokratigruppen for Stenstrup og omegn, Lunde Borgerforening og KOO-gruppen i Kirkeby. Borgerrådets primære opgave er at behandle ønsker om støtte fra det såkaldte Borgerbudget, der kort fortalt fordeler ca. 100.000 kr. Årligt til almennyttige formål i et eller flere at de 3 sogne, Stenstrup, Lunde og Kirkeby. Borgerrådet indkalder desuden til møder med kommunen og kommunalbestyrelsen/Lokalsamfundsudvalget.
Borgerbudgettet for 5771 tilføres p.t. 100.000 kr. årligt
Hanne Vest fra Lunde Borgerforening fremførte et oplæg om de projekter, der allerede har fået tilskud fra det lokale Borgerbudget. Lokalt har man støttet opsætning af bænke i Kirkeby og Stenstrup, påskepynt og julepynt i byen/byerne, infostander i Lunde, gulv i Egebjerg Mølle, støtte til almennyttige aktiviteter og andet.
Hanne appellerede til, at der kommer flere ønsker til Borgerbudgetmidlerne, da der skal fordeles mindst ca. 50.000 kr. til almennyttige formål i lokalområdet, inden starten af januar 2025. Hvis du/I har et godt projekt, så kontakt en af medlemmerne af en af de tre foreninger, f.eks. Hanne Vest, Per Mahler, Tanja Petersen eller undertegnede pr. mail: torben.frost@svendborg.dk
Fællesskabende kultur i 5771
Lokalsamfundsudvalget havde på forhånd udsendt et dagsordenspunkt, hvor de ønskede at drøfte og spørge ind til fælleskabende kulturaktiviteter i lokalsamfundet. Formanden for udvalget, Arne Esben introducerede punktet og bad om eksempler på fællesskabende kultur i 5771.
Det fik flere lokale borgere til at komme med gode bud, så som Sct. Hans fejringer i alle tre landsbyer, med flere hundrede deltagere, Brugsfest, Torvedag i Stenstrup og fællesskabende sportsbegivenheder arrangeret af de to idrætsforeninger. Hver måned sørger 40 frivillige SIF-lopper for at Stenstrup har et månedligt loppemarked, der foruden at tjene gode penge til den lokale idrætsforening, også har et givende social samvær, når de mødes flere gange om måneden.
De tre byfester blev også nævnt: Tophatfest i Stenstrup, Sommerfest i Lunde ifbm. kåring af årets fuglekonge og Sommerfestugen i Kirkeby. Andre nævnte mange aktiviteter i de tre lokale kirker, Kulturnatten i Kirkeby, Foredragsforeningen, Seniorforeningen og 4H-gårdens aktiviteter. Og meget mere!
Så de seks fremmødte politikere fik et indtryk af et lokalområde med mange fællesskabende aktiviteter.
Ønske om hundeskov, aktiviteter for unge og en pænere Teglparken og flere stier.
Aktiviteter for under er der masser af, men der er alligevel nogle, der ikke nås. Her blev der spurgt ind til “noget med sorte fingre….” Til dette blev det oplyst, at kommunen har tilbudt at stille en container op med værkstedsfaciliteter m.m. i vores lokalområde, hvis nogle lokale vil byde ind med en plads og et par frivillige hænder. Desværre har ingen meldt sig endnu.
Teglparken trænger til en kærlig hånd. Søen er desværre forurenet med dåser og andet skrald. Desuden trænger der til at blive klippet træer og grene. Dette er faktisk sat i værk af medlemmer af Nærdemokratigruppen i Stenstrup, og kan forventes udført inden vinteren er ovre. Endelig var der forslag om en hundeskov i Stenstrup. Bl.a. det sidste kræver flere kræfter fra frivillige, f.eks. ved at melde sig til en af lokalgrupperne.
Husk at alle borgere kan skrive til ti@svendborg.dk eller vi appen “Svendborg Borgertip,” hvis der er hul i vejen eller fortovet, eller hvis græsset er vokset op over en mindesten.
Der blev efterspurgt en kalender eller en oversigt over alle aktiviteter og foreninger i vores lokalområde. Kirkeby Idrætsforening udgiver en kalender vedr. aktiviteter i Kirkeby. I Lunde og i Stenstrup må vi indtil videre klare os med info.tavlen i Lunde og den elektroniske ved Brugsen i Stenstrup. Derudover opslås mange aktiviteter på Facebooksiden “Det sker i 5771,” der administreres af lokale ildsjæle.
Måske VE-anlæg ved Lunde
Hans William fra Krogenlund arbejder, sammen med Hvidkilde og Sydfyns Elforsyning, på at etablere et større VE-anlæg på deres jorde ved Lunde. Ønsket er at skabe et koncept, så hele lokalområdet kan få glæde af anlægget. Arbejdsgruppen, der også består af en arkitekt, har allerede lavet nogle plancher, der blev vist på mødet. Målet er at alle skal kunne leve godt ved siden af VE-anlægget. Solceller skal inddækkes af grønne træer og buske, og der skal laves rekreative stier og andre ting.
VE-anlægget består af to vindmøller af 150-160 meter samt op mod 190 hektar solceller. Det vil, ifølge. Hans William, generere 20-25 mio. til en grøn pulje, der kan bruges til projekter i det lokalområde, hvor anlægget placeres. Desuden vil en del af afkastet – faktisk 1 mio. kr. årligt – tilfalde lokalområdet, fortalte Hans William. Arbejdsgruppen har tilknyttet en landskabsarkitekt samt Skov- og Naturstyrelsen, for at sikre et bæredygtigt anlæg, der ikke spolerer lokalområdet.
Arbejdsgruppen har flere gange nævnt, at projektet kun bliver til noget, hvis lokalbefolkningen er med på det. Bl.a. er det muligt at ændre anlæggets udformning og evt. reducere antallet af solceller, hvis en nabo har store bekymringer hermed.
Indbydelse til gåtur
Arbejdsgruppen inviterede til en besigtigelses-gåtur til påtænkte VE-område fredag den 6. december kl. 12 fra Lunde Kirke. Hold øje om opslag på Facebook og andre steder. Arbejdsgruppen siger, at de allerede har talt med op mod 100 borgere i området omkring VE-anlægget, og at alle er velkommen til at kontakte dem for information om projektet.
Der vil blive afholdt borgermøder, hvis projektet findes bæredygtigt, og desuden i forbindelse med evt. lokalplanlægning senere.
Ønske om at gadebelysningstiden udvides
Nærdemokratigruppen i Stenstrup havde desuden ønsket at drøfte muligheden for at sikre gadelys, så folk der færdes efter kl. 23 på hverdage, kan færdes trygt, når de kommer hjem med et sent tog, eller når det får fri kl. 23 fra f.eks. plejehjemmet.
Forslaget vandt stor opbakning i forsamlingen. Svendborg Kommunes tekniske direktør, Rikke Berg, orienterede om, at Teknik og Miljøudvalget i februar 2024 havde drøftet gadelygte-tændingstiden, og besluttet ikke at ændre den, fra den beslutning, der blev truffet i 2022, hvor der var energikrise pga. krigen i Ukraine.
Forslaget om at udvide lygtetændingstiden er dog kommet fra flere sider, herunder Seniorrådet i Svendborg Kommune, så der er nok grundlag for at behandle spørgsmålet igen, både i Svendborg Vejbelysning ift. konsekvenser, og i det politiske udvalg ift. bevilling og godkendelse af merudgiften. I 2022 besparede man 18 tons Co2 ud af 1.350 tons pr. år i alt i Svendborg Kommune ved at reducere gadebelysningen uden for Svendborg midtby.
Foto: Torben Frost