Hvad en træningskamp kan føre til

Thurø Boldklubs Grand Old Masters og 70+ har de senere år spillet ret så ”internationalt” med kampe i Barcelona, München og senest Mönchengladbach. Rygtet har bredt sig om de aktive thurinere, og det resulterede i, at et sjællandsk hold, som vi troede ”bare” var FC Roskilde, bad om en træningskamp, som blev spillet i efteråret 2025.
En del af spillerne på det hold viste det sig at spille på det uofficielle danske landshold for 70+ spillere.
Trænerteamet lagde mærke til, at Thurø havde en midtbane, der gjorde det godt, og minsandten om ikke de tre efterfølgende fik besked på at sende mail og fødselsdato til styregruppen.
De blev i december udtaget til den bruttotrup, der skal spille om det uofficielle EM for landshold, som finder sted i Wales i juni måned. De deltagende hold er England, Tyskland, Wales og Danmark.
Der har i marts været to træningssamlinger. Desværre fik Ole Riis Madsen en langvarig knæskade og nåede ikke at deltage, men Victor Andersen og Frede Hansen fra Thurø Boldklub er udtaget til at repræsentere Danmark. Der skal være yderligere to samlinger, for at holdene kan være godt forberedt. Det skal bemærkes, at truppen både består af et 70+ hold og et 75+ hold.
Det er 12 år siden, at VM og EM for disse årgange startede. Første gang Danmark var med, var i 2019, hvor VM blev afholdt i Japan. I 2022 blev det afholdt i Danmark med deltagelse af 14 lande. I år afholdes VM i Australien (uden Danmark), og næste år afholdes det i Dallas, USA. Fire lande fra Europa har besluttet, udover VM, at afholde det, der kaldes Nations Cup (EM).
– Vi er rigtig stolte og glade for at få denne oplevelse, udtaler Victor Andersen og Frede Hansen og tilføjer med et glimt i øjet:
– Lidt sent, men bedre sent end aldrig at få landsholdsdebut. Vi håber, Ole bliver klar til næste gang.
Foto: Thurø Boldklub







