Unge fra Langeland og Ærø skaber lysinstallationer

AF MADS ZANGENBERG
På en fælles workshop, på Motorfabrikkens Fab Lab i Marstal, mødtes kreative og engagerede unge fra Langeland og Ærø for at arbejde med lys som materiale. De unge eksperimenterede med LED-lys og UV-lys, tegnede forslag og idéer til nye installationer og udviklede koncepter i små grupper. Undervejs byggede de videre på hinandens tanker, gav feedback og forfinede udtryk og form – med stærk fællesskabsånd og nysgerrighed som drivkraft.
Resultatet af de unges workshop vises fra 1. november på Marstal Havn samt i TICKON og Medicinhaverne i Tranekær, og kan opleves frem til 14. december 2025. Udstillingen er en del af projektet Glimt i Øhavet – et tværkommunalt projekt om ungekultur i Det Sydfynske Øhav støttet af Region Syddanmark.
Glimt i Øhavet bygger videre på fællesskabet i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og skaber nye kulturelle mødesteder i vinterhalvåret – med de unge som medskabere. Unge fra øernes ungeråd har bl.a. været med i den kunstneriske proces og i planlægningen af værkerne til de mørke omgivelser ved havn og slotshave.
– Det her projekt viser, hvad der sker, når vi giver unge ansvar, rum og lys at arbejde i. På Ærø oplever vi, at de unge både styrker deres fællesskaber og deres tilknytning til stedet – og netop den kombination er vigtig i vinterhalvåret. Samarbejdet med Langeland gør oplevelsen større end den enkelte ø, siger Mads Boeberg Hansen, formand Kultur- og socialudvalget Ærø Kommune.
– Vores unge sætter retning ved at have formet både kunsten og rammerne for Glimt i Øhavet, hvor kulturen og naturen bindes sammen i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav. Resultatet er blevet sanselige og stedsspecifikke oplevelser i Tranekær og Marstal, som hele regionen kan være stolt af, fortæller en begejstret Tonni Hansen, borgmester Langeland Kommune.
Om Glimt i Øhavet
Glimt i Øhavet er en tværkommunal udvidelse af lysfestivalen Glimt i Tranekær, der inddrager unge som medskabere af lyskunst, musik og events på tværs af de fire sydfynske kommuner Langeland, Ærø, Svendborg og Faaborg-Midtfyn.
Foto: Fab Lab Ærø







