Kan en pose chips åbne døren til et nyt job?

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
De fleste jobansøgninger lander i en indbakke. Nick Bo Meldgaards er tænkt til at lande på et skrivebord. Den er gul, har hans ansigt på forsiden og ligner mest af alt en pose chips.
Hvorfor sende sådan en ansøgning ud? Det har jeg talt med Nick Bo Meldgaard fra Svendborg om. Han arbejder med marketing og ser sin egen jobsøgning som en mulighed for at vise, hvad han kan.
– Jeg er marketingmand hele vejen igennem, og det vil jeg gerne vise i min jobsøgning. Jeg er vant til at skabe unik branding hos virksomheder, så jeg bruger egentlig bare min egen medicin, fortæller han.
Nick har selv produceret chipsposerne, som skal bruges som fysiske ansøgninger ude på kontorerne. På poserne finder man både hans ansigt, en ingrediensliste over hans evner og hans baggrundshistorie.
Det er en ansøgning, der gerne vil ses. Men jeg spørger ham også, om det kan blive for meget af det gode.
– Jeg har altid ment, at man skal have mod for at arbejde i marketing. Det samme gælder, når du står ude i kulden og kigger ind. Skub lidt til grænserne, og du vil opleve, at der ofte vil ske uventede resultater.
AI som sparringspartner
Færre stillinger og flere ansøgere gør det svært at trænge igennem. Samtidig er AI blevet en del af mange menneskers jobsøgning. Nick har også selv brugt AI undervejs, fortæller han, men idéen til chipsposerne er hans egen.
– I bund og grund handler det om, hvordan du bruger AI. Lader du dig bare hoppe med på dens galaj, vil du ofte skabe noget, der ikke virker, uden at du er klar over det. Det er her, din erfaring skal vise retningen, også i din jobsøgning.
Om den gule pose skaffer ham et job, ved vi endnu ikke. Men én ting er lykkedes allerede: Hans ansøgning har fået mig til at stoppe op og stille spørgsmål.








