Også de forhærdede finder glæde i at vinde en pose slik

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
RINGE: Selv om folk har begået en eller flere handlinger, der har sendt dem i fængsel, skal vi ikke sætte dem i bås. De har gjort noget forkert, ja, og det har en konsekvens, men dårlige mennesker er de altså ikke.
Det fastslår præsten Anders Finn Aastrup, som for nylig er tiltrådt en stilling, som er en kombination mellem de to fængsler på Midtfyn (Ringe og Søbysøgaard) og Ringe Kirke. De 75 procent af arbejdstiden skal han lægge i fængslerne, mens de resterende 25 procent er i kirken.
Når han nævner det med strafafsonere hænger det sammen med en konkret hændelse. På en efterskole var der en datter af en far, som sad i fængsel. Det kunne hun ikke skjule, og så var det, at en kammerat spurgte, om ikke hendes far var et dårligt menneske.
– Uanset hvad folk har gjort – og nogen har gjort noget rigtigt slemt – så er der noget godt i alle mennesker. Det er vi nødt til at huske på, og vi skulle meget gerne have folk godt ud, når de er færdige med at afsone, siger Anders Finn Aastrup.
Han er 54 år og kommer senest fra en stilling som sognepræst ved Vor Frue Kirke i Svendborg.
– Her nåede jeg kun at være et enkelt år, men det var ikke meningen, da jeg begyndte der. Jeg blev på et tidspunkt spurgt af biskoppen, om jeg ville vikariere i Ringe Kirke og samtidig afdække behovet for præstelig betjening af fængslerne. Siden blev denne nye stilling oprettet og slået op her i foråret 2026, og jeg har meget mod på den, siger Anders Finn Aastrup.
Fængslet i Ringe er et lukket fængsel og har lige nu 140 pladser, men får 50 yderligere i en helt ny afdeling til efteråret. De tilføres fra Nyborg Statsfængsel. Søbysøgaard har en åben afdeling med 130 fanger og en lukket afdeling med 40 indsatte.
Ventil i hverdagen
Navnlig fængslet i Ringe er noget særligt, da det kun huser udvisningsdømte. I sagens natur er ingen danske statsborgere, men ikke alle kan udvises, da deres hjemlande ikke har nogen aftaler med Danmark. De kommer så senere til udrejsecenter Kærshovedgård eller måske det fængsel, som skal bygges i Kosovo.
Cirka halvdelen er kristne – typisk folk med østeuropæisk (ortodokse) eller latinamerikansk (katolikker) baggrund, mens resten ofte vil være muslimer.
– Men uanset deres forskellige baggrunde kan jeg fungere som en ventil i hverdagen og høre på deres frustrationer. Det kan godt være, at de ikke taler om Gud og Jesus, men når man kommer helt ud på kanten, så er der noget eksistentielt hos alle. Så vil man have en tro. Som en person påpegede det: ”I et fly, som er ved at styrte ned, er der ingen ateister”.
I fængslerne bliver der både afviklet gudstjenester og givet mulighed for den enkelte indsatte for at få en samtale med Anders Finn Aastrup. Og i Søbysøgaard er der kor, hvor nogle typisk tager en guitar med, når der øves.
– Så sørger præsten for kaffe og kage. Det er nok en typisk dansk ting, og vi spiller banko bagefter. Det er med små præmier, men man skal ikke tage fejl af interessen. Også mænd med store tatoveringer går meget op i det og viser begejstring, hvis de vinder for eksempel en pose Matador Mix. Der er tale om ting til måske kun 10 kroner, men de har betydning, tilføjer han.
Samtaler med den enkelte foregår selvsagt i et fortroligt rum. Den enkelte fange kan udfylde en anmodningsseddel, men man kan også få en samtale med præsten gennem en anden ansat. Det kan være for eksempel en sygeplejerske eller advokat.
– Jeg kan ikke nå alle afdelinger hver gang, men bestræber mig på at få gennemført en samtale med alle, der gerne vil mødes med mig, påpeger Anders Finn Aastrup.
Klar til to gange barnedåb
Den anden del af hans stilling er som nævnt Ringe Kirke. Her vil han typisk afvikle en gudstjeneste én gang pr. måned samt nogle bisættelser eller begravelser
– Jeg har talt med mine kolleger og fået en rigtig god aftale. De har behandlet mig godt, og heldigvis er der barnedåb de næste to gange, så jeg får mulighed for at møde sognebørnene også ved sådanne lejligheder, siger Anders Finn Aastrup.
Foto: Michael Strange Lorenzen







