Thurøs store aktivist, altruist, feminist og verdensstjerne

AF JAN MAINTZ

Hendes liv bliver ved med at fascinere og eksistere i op- og nedture: Det menneske, der i første del af det 20. århundrede er den mest kendte danske kvindelige forfatter i udlandet og i mellemkrigstiden mere oversat end H.C. Andersen, og som 70-årig bliver hyldet i New York til en stor fest betalt af Albert Einstein m.fl., ender sit liv fattig på et lille værelse i København, og i 1960’erne går hun i glemmebogen. For så i 2020’erne igen at få en opblomstring.

Karin Michaëlis, født i Randers i 1872, blev mobbet i skolen, da hun var skeløjet, lille og buttet, flytter så til København, møder forfatteren Sophus Michaëlis og slår ind på forfattervejen. Georg Brandes m.fl. dømmer hende dog ude, Sophus er hende utro, og de bliver skilt i 1911, men inden da er karrieren pludselig gået stærkt: Gennembrudsromanen Barnet (1902) om et forlist ægteskab set fra barnets øjne bliver oversat til 16 sprog, og snart hyldes hun af anmeldere ude i Europa (herhjemme er Tom Kristensen omkring 1925 dog en af de første anmeldere, der tager hende alvorligt). Hendes Bibi-bøger (1929-39) om en pige, der har mistet sin mor, inspirerer Astrid Lindgrens Pippi-bøger og udkommer på 23 sprog, og hun når at skrive 70 bøger inden sin død i 1950. Som voksen skriver Tove Ditlevsen til hende, at hendes romanserie Træet på Godt og Ondt (1924-30), som hun læste som 15-årig, ”forandrede hele min Indstilling til Tilværelsen”.

I Michaëlis’ hovedværk, brevromanen Den farlige alder (1910), vil hun frigøre kvinden: Den er om en kvinde, der forlader sin mand og dyrker sin seksualitet. Bogen vækker forargelse og bliver en bestseller; i Tyskland sælges en halv million bøger på få uger. Også hendes personlighed er interessant: Hun er hyperhumanist og altruist i sjældent set kamp for udsatte: Under 1. verdenskrig som berømt krigsreporter fra fangelejre mv., og i 1930’erne huser hun 20-30 mennesker ad gangen, bl.a. Bertolt Brecht, på flugt fra nazismen i små træhuse i sin have ved Torelore på Thurø. Under 2. verdenskrig må hun pga. sin nazisme-kritik blive i USA efter en foredragsturné og modtager efter krigen Christian 10.’s frihedsmedalje og bliver æresborger på Thurø. Men hun er slidt, har mistet bogindtægter under krigen og brugt sin formue på at hjælpe flygtninge, og hun må sælge sine huse på Thurø og leje sig ind på et pensionat i København og bliver i 1950 begravet hjemme på Thurø, hvor Tom Kristensen holder en varm tale (to år senere flytter han ind i Torelore, som hun og Sophus fik bygget omkring 1910 efter fra 1906 at have tilbragt somrene på Thurø). I 1960’erne går hun så i glemmebogen. Fx går antologier til gymnasiet i 40 år uden om hende. Men i 2020’erne er flere af hendes bøger genudgivet, BaggårdTeatret har lavet en stor forestilling om hende med musik af Katinka, DR har lavet to tv-programmer om hende, i Italien kom der i Elle et stort portræt af hende, og i 2025 kom hun på gymnasiets nye kanonliste. Sikke en sejr for Karin uden hvem Thurø og Sydfyn ville være lidt mindre sjælfuld.

Kilder: Karen Klitgaard Povlsen og Johan Rosdahl: Karin Michaëlis – forfatter og aktivist (2022), Julie Maj Jakobsen (red.): Jagten på det gode menneske. Om Karin Michaëlis (2020)