Nye tider på en gammel ø

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der er noget særligt ved steder, hvor man både passer på det, man har, og samtidig tør finde på noget nyt.
Det er måske meget godt beskrevet med dette nummer af THURINEREN. For bladrer man gennem siderne, møder man både historien, nutiden og en god portion virkelyst.
Thurøhallen fylder 50 år. I et halvt århundrede har den lagt gulv til håndbold, gymnastik, fester og utallige timer i selskab med andre thurinere. Et sted, som gennem årene er blevet meget mere end blot en idrætshal.
Bergmannhus kan også fejre jubilæum. Det er 10 år siden, foreningen overtog huset, og siden har frivillige kræfter arbejdet på både at bevare og udvikle det gamle forsamlingshus. Nu skal tre gamle søjler væk, så der bogstaveligt talt bliver mere plads til livet i huset.
Og mens nogle af øens kendte samlingssteder har mange år på bagen, kommer der også nyt til.
Til næste sommer får Thurø en helt ny festival, Sydlandet, ved Thurøbund. Musik, mad, kunst og aktiviteter skal være med til at skabe endnu en anledning til at mødes – både for os, der bor her, og for gæster udefra.
At Thurø også kan tiltrække folk langt væk fra, oplevede vi ved Danish Vanlife Festival, hvor fire hjul, tagtelte og drømmen om det enkle liv rykkede ind på øen. Og på Skipperkroen blev der denne sommer holdt en ganske særlig bryllupsfest, da kroens eget værtspar sagde ja til hinanden.
Men måske er det allervigtigste, at der også er liv blandt de yngste. Thurø Gymnastik oplever endnu en gang fremgang blandt børnene, og i Thurø Boldklub insisterer man på noget så befriende enkelt som, at børn skal have lov til at være børn. Lege, prøve sig frem og finde glæden ved at være med.
Det er værd at glæde sig over.
Klik på billedet og læs THURINEREN online








