Thurøhus’ Venner runder 100 medlemmer

AF KIM BASSE
Thurø trives uanset alder. Således hører det thurinske seniorliv også til i landets absolutte top, særligt hvis man er så heldig at få plads på Thurøhus – en af Thurøs største arbejdspladser. Det skyldes i høj grad bidraget fra nogle af øens store ildsjæle.
– De er vores guld, siger Kirstine Krogager Nielsen, der er sektionsleder på Thurøhus.
Dem hun taler om er Thurøhus’ Venner – en frivillig forening, som er rundet 100 medlemmer, og som i høj grad bidrager til de ældre beboers trivsel på plejecenteret.
– De bidrager virkelig meget. Der er omkring 20 frivillige, som er meget aktive i foreningen, hvor de blandt andet går ture med beboerne og deltager i sociale arrangementer, brygger kaffe, laver kage, og hjælper med oprydning. De støtter meget og yder et stort bidrag, og alle bidrag tæller, siger hun.
– De styrer fondsansøgninger, så der kommer penge og ekstra midler ind til at forsøde tilværelsen for borgerne på hjemmet. Det gør blandt andet, at vi kan leje telt, musik og købe mad til den kommende sommerfest, og de holder ro, når der er sociale arrangementer, siger Kirstine Krogager Nielsen.
Sommerfest med Birthe Kjær
Thurøhus har 32 boliger med plejecenter, dagcenter og træningscenter, og 10 ældreboliger. Men Thurøhus er langt mere end de fysiske rammer og daglige rutiner, der udspiller sig i enhver livsfase. Thurøhus er også et samlingspunkt, hvor livsglæde, aktiviteter og fællesskab blomstrer, og det skyldes i høj grad Thurøhus’ Venner.
Foreningen har nu eksisteret i 36 år og har i den tid arrangeret utallige fester og begivenheder med levende musik med kendte navne som Kjeld og Hilda, Birthe Kjær, Judy Glosted og mange andre. Derudover arrangerer foreningen fester og anden festivitas som alt fra fastelavn til påske, pinse og sommerfest, jul og meget andet.
– Uden Thurøhus’ Venner ville vi ikke kunne samle 120 mennesker til eksempelvis sommerfesten, fordi de stiller med en ekstra person ved hvert bord. Det skaber ro, og det ville vi simpelthen ikke have ressourcer til uden dem, siger Kirstine Krogager Nielsen.
Thurøhus’ Venner arbejder uafhængigt af både plejecenteret og kommunen. Men 36 års engagement sætter sit præg på selv de største ildsjælde.
– Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden dem. Selvom vi har mange gode kræfter i foreningen, kunne vi sagtens bruge mange flere. De fleste er pensionister. De er stadig meget friske, men de holder ikke evigt, så jeg håber, flere vil træde til, siger Kirstine Krogager Nielsen.
Om Thurøhus’ Venner
Thurøhus’ Venner blev i sin tid stiftet af personale og pårørende
Tæller den omkring 100 medlemmer.
Mange af bestyrelsesmedlemmerne har været med siden begyndelsen
Kontingentet er beskedent – kun 50 kroner årligt
Der er ingen krav om aktiv deltagelse.
Gennem årene har Thurøhus’ Venner bl.a. skaffet:
Minibus og carport
Træpavillon til udendørs brug
Havepavillon og sansehave til demensafdelingen
Stor overdækket terrasse
Markiser til alle vinduer på solsiden
Koncerter med Kjeld og Hilda, Birthe Kjær, Judy Glosted og mange andre
