Thurøhus opfordrer unge til at gi' en hånd med til aktiviteter og hygge med beboerne

De frivillige ildsjæle på Thurøhus Plejecenter er en stor hjælp og støtte, og de gør en forskel i dagligdagen, når de er med i de forskellige aktiviteter med beboerne
Skærmbillede 2024-04-24 kl. 19.13.16

AF ERIK JØRGENSEN, Redaktør – THURINEREN

 

– Vi er så heldige, at vi har frivillige. Men de fleste er omkring pensionistalderen, og det er ærgerligt, fordi de unge generationer går glip af noget. Derfor er det min tanke, at vi måske kunne få fat i nogle unge mennesker til at gi’ en hånd med, siger aktivitetsmedarbejder Pernille Michelsen.
– På Thurøhus er der fuld fart på aktiviteterne. Derfor søger plejecentret flere frivillige til at “bidrage til beboernes hverdag”. Både indendørs og udendørs, skriver Pernille Michelsen i en mail til THURINEREN.

– Jo mere mangfoldighed, vi har i det frivillige arbejde, des mere kan vi gøre godt for hinanden. Og det kunne jo være helt fint, hvis de unge kommer med noget, som de selv brænder for, siger hun.

På den måde kunne det udvikle og styrke “generationsskiftet”. Og måske kunne en sidegevinst være, at de unge få smag for at uddanne sig og arbejde med ældre mennesker.

– Interesserede er velkomne til at komme på besøg og få en rundvisning, og de kan stille alle de spørgsmål, de vil, oplyser Pernille Michelsen og tilføjer, at de frivillige ikke skal arbejde i et fast skema, men de kan komme, når de selv har mulighed for at byde ind.

Thurøhus’ “stillingsopslag” er helt i tråd med den nyligt indgåede aftale om ældrereform på Christiansborg, med blandt andet fokus på “Tættere samspil med lokal- og civilsamfund” og “Tættere samspil med pårørende”. Hvilket der jo for så vidt har været i mange år.

 

 

Aktuelt søger Thurøhus frivillige, som gerne vil:

– Cykle en tur med beboere på duo-cykel.

– Gåture.

– Chauffør i bussen.

– Højtlæsning.

– Spil, både inde og ude.

– Velvære: Neglelak, meditation, mindfulness.

– Deltage i større arrangementer.

– Deltage i skemalagt aktivitet i en af plejecentrets tre afdelinger.

– Synge og spille musik.

– “Eller hvis I selv har gode ideer.”

Kontakt: Sektionsleder Kirstine Nielsen, tlf. 62 23 42 38, eller aktivitetsmedarbejder Pernille Michelsen, mobil 30 17 46 40.

På billedet ses en af mange aktiviteter, hvor pårørende og frivillige var samlet til forårsrengøring på Havens Dag på Thurøhus, der også bød på kaffebord med hjemmebag

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment