Thurø Boldklub mod tyske giganter

AF KIM BASSE
De har mødt flere af Europas storhold, og nu har de gjort det igen. Thurø Boldklubs grand old men har igen været i internationalt selskab. Denne gang i Nordrhein-Westfalen, hvor Borussia Mönchengladbachs oldboyshold, Weisweller Elf, tog imod.
– Vi spiller kun mod hold, der har vundet internationale turneringer, siger Søren Nissen fra Thurø Boldklub og griner.
Weisweller Elf er opkaldt efter Borussia Mönchengladbachs legendariske træner Hennes Weisweiler, som hentede den danske stjerneangriber Allan Simonsen til klubben i 1972. Sammen vandt de både det tyske mesterskab og UEFA-cuppen.
Og selvfølgelig var det med den eneste danske vinder af Ballon d’Or nogensinde, den aldrende verdensstjerne Allan Simonsen, på sidelinjen som træner for Thurø Boldklub.
– Allan Simonsen er stadig et kæmpe navn dernede. Deres interne tv stod parat, da vi ankom, og de fulgte ham hele tiden, mens vi var der. Det var ham, der åbnede døren til Borussia Mönchengladbach, siger Ulrik Larsen.
Spillede mod tidligere tysk landsholdsspiller
Thurø Boldklub stillede med et 11-mandshold på +60 og et 8-mandshold på +70 mod Weisweller Elf. Men selvom thurinerne tabte begge kampe 13-1 og 9-7, sætter det resultaterne i perspektiv, når man kigger på tyskernes holdkort.
– Vi var overmatchet, men de havde mænd med i 40’erne, siger holdets kassemester, Frede Hansen, og griner. Én af de spillere, som han hentyder til er 42-årige Mike Hanke med 12 kampe for det tyske landshold på CV’et, og som scorede fire af tyskernes mål.
– Det var bittert at stå på mål, indskyder målmand Søren Nissen og griner.
– Gennemsnitsalderen på vores +60-hold er 64 år, og på vores 8-mandshold er den 72. På Borussia Mönchengladbachs oldboyshold er de ældre spillere stadig professionelle, og normalt koster det penge at møde dem, men vi spillede mod dem gratis, fortsætter Søren Nissen, inden Frede Hansen tilføjer:
– Hvor mange kan sige, at de har spillet mod professionelle og tidligere tyske landsholdsspillere?
De tre klubkammerater arbejder nu på et nyt udlandseventyr med kampe mod en udenlandsk klub i maj eller juni 2026.
Uofficielle fynske mestre
Thurø Boldklubs +70-hold er netop blevet kåret som uofficielle fynske mestre over hold som B1909 og OB, som har spillere på holdet, som blev danske mestre i 1977.
Dermed kan man måske med rette kalde Thurø Boldklubs kampe mod Weisweller Elf for en mindre europæisk finale. Men uanset opgørenes titler, er både de og fynstitlen af stor betydning.
– Vi er den eneste klub i landet på Thurø Boldklubs størrelse, hvis +60-hold og +70-hold har spillet internationale kampe mod hold som Espanyol, Barcelona, Borussia Mönchengladbach og de mangeårige tyske mestre Bayern München, siger Ulrik Larsen og Søren Nissen tilføjer:
– Det var en fantastisk oplevelse. Den velvilje og den imødekommenhed, vi mødte, er vi simpelthen så glade for. Det var tysk ordentlighed og grundighed, når det er bedst. Det var SÅ flot et arrangement, siger han.
Trods nederlag i begge kampe, fortsatte den gode stemning fra banen med middag om aftenen, hvor den stod på bagt laks, hjorteragout og chokolademousse.
Thurø Bageri stod for morgenmaden i bussen på turen til Tyskland.
Foto: Jens Dirk Päffgen







