Tåsinges historie aftvinger respekt
Denne gang med en eksklusiv historie om et vildt fund på Tåsinge

AF KIM BASSE, lokalredaktør
Tåsinge er en ø med en voksende betydning for det ganske land. Som vi afdækkede i sidste nummer af TØSINGEN, valfarter tilflytterne til den grønne ø i sydhavet. Og det er ovenikøbet noget, der ”prales” med på de kanter. For Tåsinge er ganske givet noget helt særligt.
Da der stort set ingen arkæologiske udgravninger har været på øen, er Tåsinge i den historiske kontekst en hvid plet på danmarkskortet. Friske fund fra den frodige muld peger dog på, at øen spillede en større rolle – ikke kun for hele Danmarks riges historie, men for hele Nordeuropas tilblivelse – end nogen før havde troet.
De ligeledes manglende skriftlige kilder fra historiebøgerne har kun bidraget til uvidenheden om, at Tåsinge formentligt har haft en langt større betydning end som så. Men fundet af et stempel ud for Lunkebugten, har nu potentiale til at omskrive øens vigtighed signifikant. For det er ikke et hvilket som helst stempel, der er fundet. Det er et stempel til at fremstille metalplader til samfundets absolutte elite, som er dukket frem fra jordens mørke muld.
Stemplet, hvis motiv ellers forbindes med Uppsala i Sverige, kædes også sammen med Sutton Hoo-hjelmen – et af de mest betydningsfulde fund i engelsk historie. Det tyder på, at Tåsinge ikke kun har haft forbindelse til Sverige, men også til de tidlige vikingers erobring af England efter Romerrigets fald. Den historie kan du læse i dette nummer af TØSINGEN, hvor arkæolog Jan Hjort, som fandt stemplet, giver et eksklusivt interview til magasinet.
Stemplet trækker endda mulige tråde til Gudmekongen, og fællesnævneren, som knytter øens både nyere og ældre historie sammen, er vandet omkring Tåsinge. Her rejses nu nye krav om bedre muligheder for at pendle med båd ad vandvejen, som forfædrene gjorde det. Den historie kan læses her i magasinet, hvor den står som et manifest over tøsingenes stigende selvagtelse med berettigede krav om respekt for øens kultur, borgere og historie. For Tåsinge kan. Og Tåsinge vil. Det viser historien.