Vand og vilje i Vindeby
AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Det begyndte en onsdag aften den 10. marts 1937, hvor en gruppe mænd mødtes på Vindeby Kro. Selvom rammerne var en kro, handlede samtalerne ikke om øl eller mad, men om vand – nærmere bestemt ønsket om et fællesejet vandværk.
Andelstanken var i fremmarch mange steder i landet, og mændene besluttede, at forbrugerne selv skulle eje og drive vandværket. På mødet blev der valgt en bestyrelse, som fik til opgave at købe det eksisterende vandværk og sikre en stabil vandforsyning til lokalsamfundet.
Baronens vandværk blev købt
Bestyrelsen havde 30.000 kroner til rådighed, men ejeren, baron Iuul-Brockdorff på Valdemars Slot, ville have mere. Efter forhandlinger blev prisen hævet til 35.000 kroner, og medlemmerne godkendte købet.
Den 15. april 1937 overtog den nystiftede andelsforening Vindeby Vandværk med pumper, maskiner, ledningsnet og øvrigt udstyr. Ironisk nok var det baronen selv, der finansierede handlen ved at låne bestyrelsen de 35.000 kroner. Han lånte desuden 600 kroner til et nyt filter.
Dermed var grundstenen lagt til det, der i dag er Svendborg Kommunes største forbrugerejede vandforsyning.
Vandingsforbud under besættelsen
Under besættelsen blev vandforbruget et tilbagevendende problem. I sommeren 1941 varslede bestyrelsen prisstigninger og indførte forbud mod havevanding.
På det tidspunkt betalte forbrugerne en fast afgift og ikke efter vandforbrug. Ville man alligevel vande haven, kostede det fem kroner ekstra. Gartnerier måtte betale ti kroner mere, mens landmændene blev opkrævet 50 øre ekstra pr. ko.
Bestyrelsen opfordrede samtidig medlemmerne til at spare på vandet, men budskabet havde begrænset effekt. Derfor blev opfordringen gentaget hvert eneste år under besættelsen. Dengang var rent drikkevand langt fra en selvfølge, og enhver liter skulle udnyttes bedst muligt.
Byggeboom og nej til vandmålere
Åbningen af Svendborgsundbroen førte til stor befolkningstilvækst på Tåsinge i 1970’erne, og det gamle vandværk kunne ikke længere følge med efterspørgslen.
Løsningen blev et nyt vandværk på Jens Munks Vej, som stod færdigt i 1974 og gav plads til den fortsatte udvikling.
På generalforsamlingen i 1983 opstod endnu en markant konflikt. Bestyrelsen foreslog at installere vandmålere hos forbrugerne, men andelshaverne afviste idéen. Modstanden blev så stor, at bestyrelsens beretning blev nedstemt, og hele bestyrelsen måtte gå af.
I dag virker den debat næsten utænkelig. Vandmålere er blevet et lovkrav og et vigtigt redskab til at begrænse vandspild og finde skjulte lækager.
Samtidig er fokus flyttet fra alene at levere vand til også at beskytte grundvandet, så kommende generationer kan åbne vandhanen med samme selvfølgelighed som i dag. Historien om Vindeby Vand viser, at vandforsyning aldrig har stået stille – den har udviklet sig i takt med samfundet og de udfordringer, tiden har budt på.
På billedet ses den gamle vandværksbygning, der blev erstattet af det nuværende vandværk i 1974
