En jolle, en åre og Dirch Passer

AF BJARNE BEKKER
Det, der blev et livslangt venskab, startede i et redaktionsmøde på Billed-Bladet og sluttede ved en seng på Rigshospitalet – mens Dirch Passer’s unge kæreste, Bente, holdt ham i hånden, da der blev taget hjertekardiogrammer og målt blodtryk. »Skriv, hvad du vil, Bjarne. Jeg stoler jo på dig. Men overskriften bestemmer jeg. Der skal bare stå: “Ingen kommer fra livet med helbredet i behold!”.
Og sådan blev det. Dirch havde stået for sidste gang på en scene og blev aldrig rask igen…
Da jeg i lørdags sad på Bregninge Kro og lavede aftale med Glenn Bonde om et stop på Danmarksrejsen den 27. september – sad Dirch Passer for mit indre blink atter på Wessels Kro i København og spurgte: “Bjarne, hvad er det for et sprog, du snakker”?
Dirch’s lystige fortid på Tåsinge
Dirch havde en humoristisk klumme ‘Du’s med Dirch’ i Billed-Bladet. Da jeg deltog fra provinsredaktionen i Skårupøre, blev de mange mandagsmøder til et personligt venskab, hvor Dirch begejstret fortalte om årene på Lauritzens Søfartsskole i Kogtved – og inviterede sig selv på studieture i fortiden. Det var i sommeren 1976, jeg første gang sad i en jolle på Svendborgsund ved siden af mit store idol. Jeg havde fat om højre åre. Dirch var slagåremand og styrede som sådan takt, fart og retning i en sejlads til fortiden.
Det er Dirch Passer’s aldeles lystige fortid på Tåsinge, jeg vil fortælle om på Bregninge Kro; et par kilometer fra huset ved Skovballe Havn, hvor man måtte grave en halv meter af gulvet, for at deres weekendgæst kunne besøge de lavloftede stuer. De venner og de besøg vendte Dirch ofte tilbage til, også da han sagde farvel til Bente – og livet – i sygesengen på Rigshospitalet ;-
Når du kommer til Skoble’ Havn og kaster en sten i vandet til minde om mig og pigen i det stråtækte hus på venstre hånd ned mod havnen, så kig ind i krattet og lad fantasien lege med. Det gør den så, men ikke før historien er fortalt hos Glenn Bonde på Bregninge Kro søndag den 27. september. Derefter kommer den med på DanmarksRejsen i fynskhumor.dk.
Foredrag med Bjarne Bekker om Dirch Passer’s fortid på Tåsinge
Bregninge Kro – søndag den 27.september kl.18
Pris for en let menu og foredrag 195 kr.
Bordreservation på booking@bregningekroen.dk
Foto: Bjarne Bekker







