Store potentialer på Sydtåsinge

AF KIM BASSE
Fem potentialemøder i august og semptember med et afsluttende stormøde til oktober skal give borgerne luft for deres behov og ønsker til øen på Sydtåsinge. Hvert potentialemøde indledes med en cykel- og køretur afsluttes med et beboermøde med gratis middag efterfølgende. På den måde håber Lokalråd Sydtåsinge, at dialogen og drømmene får frihed til at udfolde sig.
Stormødet i oktober er en opsummering af alle de forslag og ideer, som kommer frem på potentialemøderne. Det er med andre ord Sydtøsingenes mulighed for at byde ind med alle de ideer, som borgerne har til forskønnelse og udvikling, og som gør Sydtåsinge til et endnu bedre sted at bo og være.
Møderne er dermed et stort skridt for den potentialeplan, som skal komme Sydtåsinge og alle beboerne i lokalsamfundet til gode. Det fortæller Astrid Ejlersen, som er medlem af Lokalråd Sydtåsinge.
– Potentialeplanen er en mulighed og en slags gave til Sydtåsinge og til alle lokalområderne på Sydtåsinge fra Svendborg Kommune. Jeg håber, at der er mange, som møder op og byder ind. Jeg synes, det er et helt vildt fedt arrangement, siger hun og fortsætter:
– Og der sker jo et eller andet, når mennesker mødes og spiser sammen, og turen i ud lokalområderne gør bare det hele lidt mere levende. Jeg synes, det er rigtig, rigtig spændende, og vi er alle sammen rigtig begejstrede i lokalrådet, siger Astrid Ejlersen.
Borgerbudget
Hvert år tildeles lokalområderne i Svendborg Kommune i størrelsesordenen 100.000 kroner, som kan fordeles på forskellige projekter og områder. Det kan være alt fra bænke til samlingssteder, petanquebaner eller noget helt fjerde. Formålet er blot, at det skal være til gavn for lokalsamfundet og komme flest muligt mennesker til gode.
– De 100.000 kroner i borgerbudgetterne er en årlig en uddeling af penge, hvor lokalrådet annoncerer, at nu kan man søge midlerne. Måske kan de finansiere et shelter eller støtte en fundraiser til at genskabe liv i bygninger, der ikke bliver brugt, eller etablering af nogle andre faciliteter man kan bruge rekreativ.
Potentialeplanen
Potentialeplanen samler alle de idéer, der bliver drøftet på møderne, og indfinder sig på deltag.svendborg.dk. Planen skal fungere som en rettesnor for fremtidig udvikling og investering på Sydtåsinge – blandt andet med midler fra borgerbudgettet.
Om potentialemøderne
Lokalrådet Sydtåsinge inviterer på en cykel- og køretur i dit lokalområde.
Til møderne kan du opdage nye nuancer af dit lokalområde og tale om potentialerne og mulighederne på Sydtåsinge.
Møderne afholdes:
12. Aug. Potentialemøde 1: Bjerreby-Vårø-Stjoul
21. Aug. Potentialemøde 2: Vemmenæs-Stenodden
02. Sept. Potentialemøde 3: Strammelse-Vorøs
11. Sept. Potentialemøde 4: Skovballe-Søby-Hellev-Gesinge
23. Sept. Potentialemøde 5: Landet-Lundby-Melby
30. Okt. Fælles Stormøde
Potentialemøderne afholdes fra kl. 16.00 til kl. 21.00.
Se mere på deltag.svendborg.dk
På billedet ses Astrid Ejlersen, som er medlem af Lokalråd Sydtåsinge, og som udtaler:
– Med potentialemøderne skal vi undersøge, hvilke områder på Sydtåsinge, der kræver særligt fokus. Det er i fællesskabets interesse og en form for ønskeliste, siger Astrid Ejlersen.
Foto: Kim Basse