Store oplevelser på Havnepladsen

AF PIA BLOHM
Der er fortsat fuld gang i den hver torsdag aften, når Giant Steps skruer op for musikken i alle farverige varianter for både det unge og voksne publikum.
Torsdag d. 24. september kan man opleve Sahra da Silva og Hans Knudsen med gruppen Back Then, når de sammen hylder blues- og jazztraditionens store vokalister. Sahra da Silva er en særdeles fremtrædende sanger på den danske livescene og balancerer ubesværet mellem soul, blues og jazz med en stemme, der kan blæse én omkuld, men også udtrykke hudløs inderlighed. Pianisten Hans Knudsen er en af landets bedste formidlere af den traditionelle rhythm & blues, som han giver et eget personligt præg.
Efteråret byder endvidere på en af Nordens mest markante og innovative guitarister Krister Jonsson, der sammen med de to danske musikalske sværvægtere bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Stefan Pasborg kommer rundt om både det stille og det udadvendte tilsat medrivende grooves.
Der er desuden besøg af det nye seje powerband The Action 4s, hvor de to virtuose og prisbelønnede musikere pianisten Rasmus Sørensen og mundharpespilleren Mathias Heise medvirker i godt selskab med den herboende eksplosive norske trommeslager Anton Eger.
Opleves kan også Danmarks førende crooner Bobo Moreno sammen med sine storswingende musikere hentet fra toppen af dansk jazz. Bobo Moreno har for længst sunget sig ind i hjerterne på musikelskere, og han har samarbejdet med en lang stribe af store navne blandt andre Sanne Salomonsen, Hanne Boel, Anne Linnet, Bo Stief og DR Big Band. Med charme, overskud og en stemme, der favner hele følelsesregistret fører Moreno denne aften publikum gennem en perlerække af klassikere fra den legendariske amerikanske sanger Tony Bennetts store repertoire.
Mange andre spændende koncerter venter. Ta’ et kig i efterårets koncertprogram
på Giant Steps’ hjemmeside www.giantsteps.dk. Der er noget at glæde sig til.
Inden koncerterne er der mulighed for fællesspisning, serveret af Molens Måltider. Også vegetarer kan være med her. Koncert- og madbilletter kan købes på Eventbilletten.







