Nykalket kirke og store ændringer på kirkegård

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
RINGE: Der er masser af nyheder omkring Ringe Kirke i disse tider. Mest synligt i bybilledet har nok været den forgangne sommers kalkning af selve kirken, mens mest omfattende har ændringerne været på kirkegården, som sidste år er blevet certificeret som grøn kirkegård.
For at begynde med kirkebygningen, så blev tårnet renoveret i 2020-21 med afslutning sommerens 2021. En række jernankre var tærede og skulle udskiftes, og en del af de gamle mursten skulle også fornyes, fortæller kirkeværge Allan Osther.
Efter renoveringen opdagede kirkens ansatte en lille figur på et af murens hjørner. Figuren ser ud, som om den bærer bygningen, og formentlig er der tale om en lille spøg, udført af en af murerne under arbejdet.
På kirkegården, som tæller et areal på cirka 3,5 hektar (35.000 kvadratmeter), har de ansatte målrettet gået efter at opfylde en række krav på en tjekliste, forklarer kirkegårdsleder Kristine Essendrop Schjødte.
Et af kravene for at blive certificeret som grøn kirkegård er, at man så vidt muligt skal være selvforsynende med blomster, og der skal skaffes levesteder til bier, ligesom man gerne skal tiltrække sommerfugle og andre insekter.
I bede, hvor der er stauder, lader man stauderne stå vinteren over, dog i lidt forskellig højde.
Inde i staudebedene lægges stenbunker, lige som gamle træstammer får lov at blive liggende. Det døde ved udgør levesteder for blandt andet insekter. Men træet kan også bruges til andre formål. For eksempel har gartner Henrik Jørgensen snedkereret en naturbænk af en træstamme.

Elektrisk maskinpark
Gamle kistegravsområder omdannes til park- og natururnegravsteder, hvilket sker i tre etaper, hvoraf den første er gennemført, mens nummer to forventes udført i vinteren 2027. Nummer tre følger senere, præcist hvornår er ikke besluttet endnu.
– Det er ikke noget krav, at man skal sløjfe kistegravene. Det er muligt at beholde dem, men på den anden side kan man også komme med over på den nye ordning, påpeger Kristine Essendrop Schjødte.
Også maskinparken er blevet gennemgået i forbindelse med certificeringen til grøn kirkegård. Så vidt muligt skal maskinerne kunne fungere på el, det gælder altså både hækklipperen, buskrydderen og græsslåningsmaskinen.
Affaldssorteringen på kirkegården er blevet opdelt i fem fraktioner (affaldstyper).
Før var der to fraktioner. Grønt affald/haveaffald og alt andet, Nu er der fem i alt. Udover det grønne er det metal/glas, hård og blød plastik, papir og pap samt restaffald. Et særligt affaldsstativ, holdt i rustrød nuance, er designet til formålet.
Foto: Michael Strange Lorenzen







