Skriv til os – jeres historier er velkommen
AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Ansvarshavende redaktør, langelandtidende.dk
Download langelandtidende.dk – magasin, september
Vi her på langelandtidende.dk har svært ved at få armene ned over den helt utrolige varme velkomst I har givet den første udgivelse af Langelands nye lokalmagasin.
Fra hele holdet skal der lyde en stor tak til hele Langeland.
Rigtig mange har kontaktet os om mulighederne for at få noget med i magasinet eller på websiden. Det er vi også utroligt glade for. Send gerne tip til gode historier til os eller pressemeddelelser om aktiviteter af enhver art fra øen. Så vil vi gøre alt, vi kan, for at formidle og kommunikere det ud på Langeland. Vi kan ikke love, at det hele kommer med i det trykte magasin, og netop derfor har vi websiden www.langelandtidende.dk, som vi opfordrer alle til at bruge flittigt. Alt der bringes på websiden kan deles på kryds og tværs – for eksempel i flere af de Facebook grupper der er om Langeland.
Redaktionen kan kontaktes på info@sydfynskemedia.dk.
I denne udgivelse har vi igen været rundt på hele øen og mødt en masse glade mennesker. Ikke mindst dem som har deltaget i de mange festligheder øen har præsenteret hen over sommeren. Vi har også fulgt udviklingen om Hippo Ballerina kan få lov at blive på Langeland, og vi kan fortælle om en forrygende turistsæson, et kommende menighedsrådsvalg og status på arbejdet med forbedringer af Brovejskrydset. De mange og vigtige frivillige kræfter på Langeland sætter vi også fokus på, og så fortæller vi en masse gode historier fra Langelands erhvervsliv, som vi laver i tæt samarbejde med de lokale virksomheder fra hele øen.
Næste udgivelse bliver til november
Rigtig god fornøjelse