Børn samler affald og lærer om bæredygtighed i naturen

AF SISSE SALOMON DOHRMANN, Dagtilbud – Område Midt
Dagtilbud Område Midt støtter Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, som sætter fokus på den forurening, vi møder i naturen – på strande, i skove, parker og byer. Affald er ikke kun skæmmende, men også skadeligt for natur, dyr, drikkevand og mennesker.
Natur, udeliv og bæredygtighed er en del af vores fælles DNA i Dagtilbud Område Midt. Derfor har både dagpleje, vuggestuer og børnehaver deltaget i indsamlingen.
I Børnehaven Vejlen i Rudkøbing var der i uge 16 særligt fokus på forårsrengøring i naturen. Børnene har samlet affald, sorteret deres eget skrald og haft besøg af en skraldebil, som vakte stor begejstring. Mange børn var nysgerrige og modige – de sad i lastbilen, dyttede og kiggede ned i containeren, hvor affaldet ender.
Deltagelsen har givet børnene en oplevelse af at være en del af et større fællesskab og har styrket deres ansvarsfølelse for naturen. Ugen har budt på nysgerrighed, samarbejde og fysisk aktivitet i uderummet samt gode samtaler om miljø og bæredygtighed.
Ved måltiderne har børnene talt om affald fra madpakker, såsom plastik, stanniol og bioaffald, og de har fået en begyndende forståelse for, hvordan deres handlinger gør en forskel. Samtidig har de lært nye ord som bæredygtighed, affaldssortering og genanvendelse.
Gennem konkrete aktiviteter har børnene erfaret, hvordan affald kan sorteres, og hvorfor det er vigtigt at passe på naturen. De har øvet sig i samarbejde, ansvar og opmærksomhed på deres omgivelser. Alle børn har deltaget på deres egen måde og fået viden og oplevelser med sig.
Ugen blev afsluttet med, at alle børn modtog et diplom med deres navn og den samlede mængde affald: 10,1 kg.
Forløbet tager afsæt i de pædagogiske læreplaner og understøtter arbejdet med natur, udeliv og science. Samtidig styrker det børnenes personlige udvikling, sociale kompetencer og sproglige færdigheder gennem fællesskab og meningsfulde samtaler om natur, miljø og bæredygtighed.







