Separat cykelsti skal sikre bløde trafikanter i rundkørsel i Thurøkrydset

Svendborg Kommune får støtte fra Vejdirektoratets Trafiksikkerhedspulje og Cykelpulje til anlæg af separat cykelsti hele vejen rundt om rundkørslen
Skærmbillede 2024-03-25 kl. 16.08.38

AF ERIK JØRGENSEN, Redaktør – THURINEREN

 

Bedre sent end aldrig.

Sådan var det med rundkørslen i Thurøkrydset, der lod vente på sig i årevis inden åbningen i 2002, og sådan er det med cyklisternes sikkerhed, når de skal gennem rundkørslen.

Allerede den gang satte THURINEREN spørgsmålstegn ved cyklisternes sikkerhed:

Selvfølgelig er det fint, at vi langt om længe fik den rundkørsel i Thurøkrydset, som vi har sukket efter i mange år. Men alligevel er der lige et enkelt hjertesuk: Hvad med sikkerheden for cyklisterne? Jeg synes personligt, at skiltene i nogle af “benene” står lige lovligt tæt på selve rundkørslen. Og dermed dækker de bilisternes udsyn til cyklisterne.

Men med statslig medfinansiering bliver det nu muligt for Svendborg Kommune at gøre noget ved trafiksikkerheden for de bløde trafikanter. Der bliver anlagt en separat cykelsti hele vejen rundt. Pris: 1.33 mio. kr., hvoraf staten bidrager med 0.38 mio. kr.

– Det er meget glædeligt, at vi med statslig medfinansiering nu kan komme videre med nogle af de trafiksikkerhedsprojekter, som står højest på ønskelisten. De har længe været ønsket – og med god grund, oplyser Jesper Kiel (Ø), formand i Teknik- og Miljøudvalget.

Foruden cykelstien rundt med rundkørslen i Thurøkrydset skal en lysregulering erstatte en indsnævring ved Femte Maj Plads, og en fællessti til cyklister og fodgængere skal kobles på stikvejen mellem Sundbrovej og Sankt Jørgens Vej.

Svendborg Kommune modtager støtte til de tre projekter fra Vejdirektoratets Trafiksikkerhedspulje og Cykelpulje.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment