Patchwork er tilbage!

AF MARIANNE MØLSTED

Lappe-syning – kaldte min mormor det – i vore dage hedder det PATCHWORK. Engang var det de fattige emigrantkoners redning, når de ankom til deres nye land med en stak frysende unger. Slidte skjorter blev syet sammen til døtrenes kjoler eller tæpper. Ikke altid lige kønt – i begyndelsen skidt med farver eller mønstre, bare det varmede – men kvinders sans for udsmykning vandt, og i årenes løb blev tæpperne hele kunstværker og prestige i nybyggermiljøet. Man skulle visse steder have syv tæpper i sit udstyr for at kunne regnes for en værdig brud.

Så blev den kunst lidt glemt, men 70’erne gjorde meget godt. Vi tog det op på ny. Bånd på bukserne, veste, jakker og ikke mindst tæpperne kom tilbage. Nu kunne man købe hele pakker af forskelligt stof, der passede sammen i farver. Ikke tilfældige klude. Patchwork blev en kunst igen – endda til julepynt og påskeharer. Der blev lavet klubber, og man samledes for at klippe i sindrige figurer og sy lap på lap og bytte, så man fik den rigtige nuance – og kunne beundre hinandens evne til at få hjørnerne til at mødes lige der, så det så rigtig flot ud.

OK – vi var nogen, der aldrig havde fået UG i håndarbejde, men vi blev grebet af dillen alligevel. Vores hjørner mødtes aldrig helt, og vi lavede en del af resterne fra det slidte børnetøj. Vores hjemlige strandtæppe var virkelig solidt – det holdt i mange år – lavet af buksebenene fra mange for små drengecowboybukser. Og lige her ligger et kæmpestort tæppe – det er rødt i mange nuancer og mønstre – helt fra 1971, hvor familiens nyfødte lå med bar rumpe på det. Det har været brugt meget – både ved stranden, i huler og på campingture. Der er ingen hjørner, der passer helt sammen, og det er kun blevet værre med årene – men det er rigtig varmt og tykt, og nu er det uendeligt tungt – nok sine 16 kg. Men det er der en forklaring på: hver gang jeg opdager en slidt stribe eller et hul i en lap, ja, så finder jeg en rød stump stof, bukker kanterne ind og syr på. Det er i øjeblikket uden huller – tror jeg nok.

Og så giver det en hel anden historie end købt stof: her er et stykke fra min ældstes natkjole, her er fra min mors dug, her er en lille lap fra de flower-power bukser, som vakte sådan forargelse hos min gamle moster. Her er fra en frakke – absolut 70’er lang, som jeg klippede det nederste af, selv om den havde været så dyr, men så kunne den også gå ind i 80’erne – lidt i hvert fald. Og her er noget af en skjorte fra en rigtig våd fest – og her er fra et kasseret skørt, som ikke kunne gøres kortere! Der er skam mange minder i sådan et tæppe, og jeg har på fornemmelsen, at mine unger har andre minder pakket ind i det tæppe fra deres teenagetid, men jeg spørger ikke – vasker det bare af og til – men det er pokkers længe om at tørre!

Patchwork er så meget afslappende at sy, og det kan være fint og smukt i silkestof, som vor gamle dronning brugte det i et kors på en messehagel, eller groft som i mit cowboytæppe, men det viser noget om kvinder til alle tider: deres evne til at lave kunst, at sætte farver sammen, og deres glæde ved at frembringe noget brugbart med deres hænder. Så skidt med, om det ikke passer helt i hjørnerne.

(Billeder er AI genereret)