På stjernekig via helt nye stier

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
TRESSEBØLLE: ”Stier & Stjerner” hedder et helt særligt arrangement, som finder sted lørdag den 6. september i Karskov ved Tressebøllevej 14 på Nordlangeland. Her vil man kunne kombinere aftenhygge med viden om og oplevelser med nattehimlens fænomener.
Det er det kun et år gamle forening Dark Sky Langeland og Langelands Sti-venner, øens nu næststørste forening, som sammen inviterer, og deltagerne vil kunne møde forskeren Ivalo Barlach Christensen, som er Grønlands eneste astrofysiker. Hun er tilknyttet Max Planch-Instituttet for Radioastronomi i den tidligere (vest)tyske hovedstad Bonn og vil hjælpe med at påvise og forklare fænomenerne på aftenhimlen.
Ved arrangementet vil man kunne kigge på månen og stjernehimlen gennem et transportabelt teleskop, der vil blive kørt ud på en lille plads med ”første parket” til Storebælt. Der vil blive transmission fra teleskopet til en storskærm inde i den konferencesal, som er indrettet i ejendommen.

Piet Draiby viser det sted, hvor det transportable teleskop vil blive opstillet. Der skal være transmission til en konferencesal på ejendommen, hvor interesserede også vil kunne følge med i, hvad der er på himlen.
Aftenen før måneformørkelse
Der er fuldmåne den 6. september, og aftenen efter står den på måneformørkelse.
Formanden for Dark Sky Langeland, Piet Draiby, oplyser, at der er flere formål med ”Stier & Stjerner”.
– Vi vil gerne byde på både aften- og nattevandring i skoven og ved stranden ved et familievenligt arrangement, hvor der også er bål med pølser og anden mad, hvor der er sang, snak og hygge, og så vil vi have et forstørret fokus på månen og stjernerne med beskrivelser og fortællinger, nævner han.
For tiden gør han klar, blandt andet ryddes bevoksning, så der kommer helt nye stier på området.
Det er gratis at deltage, og man skal bare møde op.
”Stier & Stjerner” er en del af Friluftsrådets landsomfattende initiativ Nat i Naturen. Det er henvendt til alle naturnysgerrige, er børnevenligt og interaktiverende i en fredelig strøm, fastslår Piet Draiby.
Dark Sky Langeland har som overordnet formål at få etableret en Dark Sky park her på øen. Man er i tæt dialog med organisationen Dark Sky International, som står for certificeringen, og man er godt i gang med processen.
På Langeland findes otte lysmålere, og alle viser, at det er mørkt nok til at en park.
– Der er ganske få problemer, blandt andet en vejstrækning syd for Humble, hvor der er for meget lys. Men jeg er optimist og regner med, at vi nok skal få certificeringen, siger formanden.
En Dark Sky park skal beskytte nattemørket og give mulighed for at slippe helt for lys.
– Forskning viser, at lysforurening medfører masser af sygdomme og andre dårligdomme. Det er tankevækkende, at 90 procent af USA’s befolkning aldrig har mulighed for at opleve totalt mørke. Det samme gælder for 60 procent af Europas befolkning og 50 procent her i Danmark. Hvad så, kan man spørge. Er det ikke et luksusproblem? Nej. For mørke er også med til at bestemme vores trivsel, siger Piet Draiby, som sammen med sin kone har boet på ejendommen ved Karskov i 30 år.
Han har selv et aktuelt eksempel på, hvordan mørket fungerer.
– Vi har indikatorlys på gårdspladsen, altså lys, der tændes, når der kommer nogen. Det afbrød jeg på et tidspunkt, og det var holdt slukket hele vinteren. Da jeg så kom derhen for at folde en parasol ud det følgende forår, fløj den første flagermus ud. Flagermusene havde ellers været væk i en periode. Jeg vil ikke prale og sige, at det var min fortjeneste, at de var tilbage, men det er en indikation på, at noget er rigtigt. Nu vil jeg gerne i kontakt med flagermus-interesserede her på Langeland for at høre om arter og bestande, nævner Piet Draiby.
Foto: Michael Strange Lorenzen







