Jelle-Bo Udlejning bliver en del af Renta
Det hele startede med en passion for godt håndværk. Da Hans Ove Jelle grundlagde Jelle-Bo Udlejning i 1999 som en naturlig forlængelse af sin tømrer- og snedkervirksomhed, var det med et klart mål: at kombinere dybt produktkendskab med personlig service. Med rødder helt tilbage til 1984 har Hans Ove og hans team gennem årene leveret materiel og rådgivning til utallige byggeprojekter på Fyn og Langeland. I 2003 solgte Jelle-Bo tømrerafdelingen fra for at fokusere fuldt ud på materieludlejning, og virksomheden voksede sig stærkere.
Med den dedikation til rådgivning og kvalitet, som har kendetegnet Jelle-Bo fra starten, har kunderne altid kunnet forvente grundig vejledning og materiel, der opfylder de højeste standarder. Denne arv lever videre, når Jelle-Bo Udlejning fra 1. januar 2024 bliver en del af Renta.
Samme gode service – nye muligheder
Ved overgangen til Renta får erhvervskunderne fra Jelle-Bo nu adgang til et bredere udvalg af materiel og flere digitale løsninger, mens det velkendte Jelle-Bo team fortsætter med at levere service på højt niveau.
– Vi er glade for at kunne tilbyde endnu bedre service til vores kunder. Med Renta kan vi tilbyde et bredere udvalg af materiel og samtidig give adgang til digitale værktøjer, der gør udlejning endnu lettere, siger Henrik Dyhr, som er afdelingsleder i Svendborg.
Henrik Dyhr understreger, at overgangen til Renta kun er mulig på grund af det stærke og engagerede team i Svendborg.
– Vores medarbejdere er kernen i vores succes, og deres store viden og passion for at levere kvalitet gør hele forskellen. De står klar til at sikre, at vores kunder fortsat får den samme høje service og det pålidelige materiel, som de er vant til. Jeg er stolt over at arbejde sammen med så dygtige og dedikerede kolleger, der hver dag leverer deres bedste, siger han.
Stærkt fremmøde til julearrangement og fejring af Renta-overtagelsen
Overgangen til Renta blev allerede fejret ved det årlige jule-arrangement i fredags (d. 15/11), hvor mere end 350 kunder og venner af huset mødte op for at markere denne nye milepæl. Julearrangementet, der bl.a. bød på lækker mad fra Gourmetvognen har været en tradition hos Jelle-Bo i mange år, men i år blev der skruet ekstra op for festlighederne og mandskabet for at markere overgangen til Renta.
Fremtiden hos Renta inkluderer kun erhvervskunder
Erhvervskunder på Sydfyn, Tåsinge og Langeland kan nu se frem til et større udvalg af materiel. Dog vil det pr.1. januar 2025 ikke længere være muligt at kunne betjene privatkunder.
– Vi takker for den store loyalitet lokalbefolkningen har vist os gennem årene og henviser til andre lokale udlejere for fremtidige behov, slutter Henrik Dyhr.
Pressefotos