I den mørke skov. Om kulturel mistillid og paranioa
AF ERIK JAKOBSEN
Overskriften henviser IKKE til en populær sang for 20 år siden, men til en fiktiv teori for en måde civilisationer kan agere overfor hinanden på. Teorien udfoldes som en central forklaringsramme i en både populær og prisbelønnet science fiction-trilogi, The Three Body Problem af kinesiske Cixin Liu, som igen kan give et bud på dynamikkerne bag en række af tidens globale konflikter.
Hvis du, kære læser, er ved at stoppe med at læse efter at have stødt på ordene “science fiction”, som bliv lige hængende lidt endnu.
Science Fiction (eller bare sci-fi) blev tidligere af mange betragtet som noget underlødigt.
Der er imidlertid sket meget i de seneste årtier, og sci-fi betragtes i dag generelt som en vigtig genre, især indenfor litteraturen, men også i film og tegneserier.
NASA indkaldte fx for en del år siden til en visionskonference, hvor både forskere og sci-fi forfattere var inviterede. De sidstnævnte fordi de i mange tilfælde er gode til at fremskrive tendenser i samtiden og derfor kan komme med visioner, som traditionelle forskere sjældent ville være i stand til.
Den kinesiske forfatter Cixin Liu er uddannet computeringeniør og har derfor den videnskabelige baggrund i orden for sin yderst opfindsomme og visionære trilogi.
Det er i mødet med en fremmed – for jorden farlig og truende – civilisation at én af bogens karakterer introducerer begrebet “den mørke skov” som en mulig forklaring på det såkaldte “Fermis paradoks”: at der med logisk sandsynlighed bør findes udenjordiske civilisationer, men at vi aldrig har fundet beviser for eksistensen af sådanne.
Forklaringen på paradokset kan være at alle gemmer sig for og lurer på hinanden, da “de andre” potentielt kan være dødsens farlige. Som der står i bogen: “En evig trussel om, at ethvert liv, som afslører sin egen eksistens, hurtig vil blive udslettet”.
Overført til nutidige situationer: Ønskede NATO en hurtig udvidelse mod øst for at forebygge en mulig “udslettelse” ved Ruslands hånd?
Og opfatter Rusland NATO’s udvidelsesønsker som en “evig trussel” der kan føre til egen udslettelse? Og hvad med Kina og Vesten? I hvor høj grad ser de hinanden som skjulte jægere i Den Mørke Skov, som det drejer sig om at – om ikke udslette, så neutralisere?
Hvor megen irrationel “Mørk Skov”-mistillid ligger bag mange andre af verdens konflikter?
I så fald kan det eneste mulige modsvar næsten kun være dialog. Og ikke denne evige strid om hvem der i virkeligheden kastede den første sten.
Hvem tør tage det første skridt i Den Mørke Skov?