Hvor godt fortjener du egentlig at have det?
AF SUSANNE GREGERSEN
Jeg spørger, fordi jeg ikke er sikker på, at vi alle inderst inde synes, vi må have det rigtig godt. Og fordi jeg håber, at flere forstår, at selvomsorg ikke er egoisme – men en del af det ansvar, vi har for os selv.
Når jeg sidder over for et menneske i helhedsHUSET, begynder fortællingen ofte på samme måde.
Det er ikke noget særligt.
Søvnen driller bare lidt.
Skuldrene har altid været spændte.
Maven er bare lidt sensitiv.
Det går sikkert over, når der bliver mere ro.
… som om der er en sætning mellem linjerne:
“Jeg burde kunne klare det selv. Det er jo bare en periode.”
Forleden sad jeg over for en kvinde, der startede med at sige:
“Det er jo ikke noget alvorligt.”
Men hendes øjne var trætte og triste.
Så kommer forklaringerne. Egentlig gode forklaringer. Fra mennesker, der er vant til at tage ansvar – på arbejdet, i familien, i relationer.
Flest kvinder. Men også mænd.
Ressourcestærke. Pligtopfyldende. Dygtige. … og mere trætte, end de selv vil være ved. Mennesker, der har været stærke lidt for længe.
Det, der berører mig mest, er ikke symptomerne i sig selv. Det er det øjeblik, hvor erkendelsen kommer.
Når de siger:
“Jeg kunne egentlig mærke det for et halvt år siden.”
“Jeg vidste godt, jeg pressede mig selv.”
“Jeg skulle nok have lyttet tidligere.”
Og måske rammer det mig, fordi jeg selv ved, hvor let det er at komme til at overhøre sine egne signaler, når man bare gerne vil få livet til at hænge sammen.
For hvis et menneske, du holder af, fortalte dig, at hun sov dårligt, havde ondt i kroppen og alligevel blev ved med at presse sig selv – ville du så sige, at hun bare skulle tage sig sammen?
Eller ville du sige:
“Det her er vigtigt. Det lyder, som om du bør lytte mere til dig selv.”
Alligevel har mange en forestilling om, at selvomsorg er noget, man først må tage sig af, når alt andet er ordnet.
Men et overbelastet nervesystem forsvinder ikke af at blive ignoreret.
Kroppen er tålmodig, og den giver sjældent op med at forsøge at blive hørt.
Jeg plejer at sige, at kroppen hvisker længe, før den begynder at råbe.
Når mennesker giver sig selv lov til at stoppe op, sker der ofte noget. Roen begynder langsomt at vende tilbage. Kroppen falder lidt til ro. Overblikket kommer igen.
Det er sådan, vi passer på det liv, vi skal leve.
Hvis du kan genkende noget af det i dig selv, så er du ikke alene.
Mange mennesker opdager først, hvor længe de har gået og båret på noget, når de endelig sætter ord på det. Og nogle gange er det dér, forandringen begynder.
