Fiskeørnen
Du kan være heldig at se fiskeørnen på Tåsinge.

AF POUL RASMUSSEN
Efteråret er ved at rinde ud, en tid hvor luftrummet over Danmark har haft besøg mængder af sydtrækkende fugle. På den måde er Danmark ret unik fordi trækfuglene ynder at flyve over land. Danmark ligger som et lille appendiks på toppen af nordvest-Europa, så både på forårets nordtræk og efterårets sydtræk kommer der millioner af fugle ind over landet.
Eftersommeren og efteråret er tiden hvor fiskeørnen komme ned over landet fra sine nordligere yngleområder. Desværre er fiskeørnen en sjælden ynglefugl her i landet, kun en 4-5 par de bedste år.
Men fra august og til slutningen af oktober er der gode muligheder for at se fiskeørnene, ja også her på Tåsinge. Primært er det ferskvandsområderne hvor de raster og finder føde til turen må sydover, hvor de overvintre i Afrika syd for Sahara.
Dette efterår har der været fiskeørne ved søen ved Valdemars Slot og ved Vejlen i Vornæs. Fra dæmningerne ved begge lokaliteter har man kunne nyde synet af de smukke sort-hvide rovfugle, når det på baskende vinger står højt over vandfladen og pludselig med dødsforagt dykker ned i vandet og ofte kommer op med en fisk.
Foto: Poul Rasmussen