DR's symfoniorkester er nyt tilbud i Bio Langeland

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
RUDKØBING: Der er masser af tilbud i Bio Langeland, og det seneste skud på stammen vil sikkert tiltrække flere gæster. Samtidig vil folk, som ønsker at stifte bekendtskab med klassisk musik, kunne begynde hjemme i lokalsamfundet.
Der er tale om koncerter med DRs Symfoniorkester med optagelser, som er specielt udarbejdet til visning i biografer, og Bio Langeland er et af de steder, hvor alle interesserede vil kunne se resultatet, fortæller Signe Madsen, som er næstformand for bestyrelsen, er frivillig på lørdagsholdet, operatør, med i filmudvalget som et af seks medlemmer, filmbooker, med mere.
Signe Madsen er i øvrigt en af flere end 100 frivillige, der sørger for at holde Bio Langeland i gang. Den foreningsejede og -drevne biograf har nu over 23 år på bagen i denne form for konstruktion.
Kendere og tilhængere af den hollandske violinist André Rieu kan glæde sig til to visninger af årets julekoncert med ham og hans orkester. Der er videnskabelige foredrag fra Aarhus Universitet og mange andre aktiviteter ud over filmene i Bio Langeland.
I august bød man på jazzkoncert, og en ung mand fremførte Beatlessange i cafeen, også tidligere i år.
De videnskabelige foredrag, som man har vist i biografen siden 2018, må man dog undvære i første halvår af 2026, hvor en barsel betyder, at Aarhus Universitet bruger tiden til at opdatere sin form. Foredragene er i øvrigt gratis, men man skal have sikret sig en ”billet” på forhånd.
– Erfaringsmæssigt ved vi, at nogen ikke kommer, så interesserede er velkomne til at komme og stå klar, hvis der er ledige pladser, påpeger Signe Madsen, som kan melde en ny omgang foredrag fra efteråret 2026. Foredragene er kendetegnet ved at formilde svær viden på en ganske tilgængelig måde, så man ikke behøver være ”nørd” for at få et udbytte.
Samlet set er der 350 steder i Danmark, i Grønland og på Færøerne, hvor man kan overvære foredragene.
Ny fremviser og nyt lærred
Rent teknisk er der sket flere ændringer i biografen. Ved årsskiftet kom der en ny fremviser, som er meget mere energibesparende end den forrige. Og snorene kunne ikke mere, så det gamle lærred med tilhørende forhæng er udskiftet med et væg-til-væg-lærred.
Gamle dages filmruller er jo for længst væk. Det samme er de cd-lignende skiver, så en film i dag kommer via en it-nøgle, som kan kodes til et bestemt antal dage, og så virker nøglen (linket) ikke længere.
Filmsæsonen er bedst i oktober, som altid er den bedste måned, og i år har den været præget af nogle solide publikumstræffere i form af ”Børnene fra Sølvgade” og ”Den sidste Viking”, i øvrigt på bagkant af ”Ternet Ninja 3”.
Med forpremiere 12. november på ”Herkules falder”, der er optaget på blandt andet Strynø, og Danmarkspremiere 20. november, kan interesserede få en lokal filmoplevelse, og Bio Langeland forventer sig en del af denne film og dermed mange besøgende.
Det er dog ikke kun efteråret, som kan trække folk.
– Selv i juli havde vi op til 1300 biografgængere, og der skal jo også i foråret være noget, man kan sende sin børn hen til på en regnvejrsdag, fastslår Signe Madsen.
Film er her og der og allevegne i vore dages moderne samfund for nu at formulere det på denne måde. Men biograferne har alligevel deres helt eget særkende.
– Det kan nu noget, at man har mulighed for at lukke sig inde i mørket i to timer og koncentrere sig udelukkende om den film, der ruller hen over lærredet, siger næstformanden for Bio Langeland.
Gode diskussioner
Hun er som nævnt med i filmudvalget, som er bredt sammensat.
– Vi er et godt match og har nogle fine diskussioner. Hver især har vores favoritter af genrer og vores specialer, og vi sørger for at få udarbejdet et bredt repertoire, når vi skal præsentere filmene, påpeger Signe Madsen.
Foto: Michael Strange Lorenzen







