De små færger tog slæbet

AF PER VINCENT
I 1960`erne sejlede færgerne mellem Vindeby og Svendborg omkring en million biler over sundet hvert år. Det var halvt så mange, som der samtidig blev sejlet over Storebælt, og her hos os kunne færgerne kun tage mellem 20 og 25 biler ad gangen. Der blev sejlet i pendulfart.
Færgefæstere
Der er noget usikkerhed om hvornår man kan tale om en regulær, fast færgeforbindelse mellem Svendborg og Tåsinge, men der har utvivlsomt været jævnlig trafik allerede i middelalderen.
Det var baronen på Valdemars Slot der ejede færgeforbindelsen, og han udliciterede den til færgemændene ved auktioner.
Baronen havde pligt til at vedligeholde anløbsbroerne på begge sider, og han skulle sørge for, at både Svendborgsiden og Tåsingesiden altid havde en stor færge med plads til to hestevogne, en sejlbåd med plads til 12 passagerer plus en jolle.
De mænd der sejlede færgerne, måtte lade sig fæste til Valdemars Slot, den ordning blev ved helt frem til 1926, hvor de to kommuner overtog færgedriften.
Fritz Juel
Den 19. marts 1873 var det slut med sejlskibene, hjuldamperen Fritz Juel blev sat ind på ruten, og den skovlede sundet tyndt i mange år. Den blev taget ud af den daglige sejlads i 1926, men fungerede som reserve indtil 1946.
Ring-Andersen havde bygget en ny færge, Taasinge, i 1926 til at afløse Fritz Juel, men allerede tyve år senere var den også for lille med plads til bare ti biler. Så Ring-Andersen byggede en ny, Svendborgsund, som var lidt større.
Så begyndte det at brage løs, samfundsudviklingen gik hurtigt, og der kom flere og flere biler på vejene i løbet af 1950`erne og 60`erne.
Ring-Andersen måtte bygge en tredje færge allerede i 1954, den hed også Fritz Juel og kunne transportere 20 biler.
Den sidste tur
Lige i begyndelsen af 1960´erne kunne man mærke hvor det bar hen: den direkte rute mellem Svendborg og Rudkøbing blev nedlagt, Langelandsbroen og Siødæmningen blev bygget, og det betød kilometer lange køer til færgen i Vindeby.
De sidste, hårdtarbejdende færger mellem Vindeby og Svendborg, blandt andre Braten og Holmen, sejlede deres afskedstur den 26. november 1966.
Da blev Svendborgsundbroen indviet.
På billedet ses Hjuldamperen Fritz Juel på vej fra Svendborg mod Vindeby omkring 1901.
Foto: Svendborg Byhistoriske Arkiv – fotograf: J.Hermann
Vi har dykket ned i arkiverne og fundet nogle gode lokalhistoriske artikler fra de første år TØSINGEN blev udgivet. Artiklerne er skrevet af journalist Per Vincent som i mange år var tilknyttet magasinet. Per Vincent er desværre gået bort, men hans skarpe blik på de gode fortællinger fra hele øen lever videre i spalterne.







