Bravida Svendborg – meget mere end el
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vognparken hos Bravida er i fuld gang med at blive udskiftet til elbiler. I Svendborg kører VVS-afdelingen allerede på el, og målet er, at alle biler skal være udskiftet til el inden for det næste år.
Bravida handler om el – det tænker de fleste af os formentlig. Men faktisk favner virksomheden langt bredere med både VVS-arbejde, ventilation, fire & security, infrastruktur, bygningsautomatik og selvfølgelig energioptimering og grøn teknologi.
Det betyder, at Bravida både kan fungere som totalleverandør – altså tage ansvar for hele løsningen, fra idé og projektering til drift og vedligehold – og samtidig håndtere de helt små opgaver ude i de private hjem.
Hos Bravida Svendborg, som har base på Tværvej 25, er 30 medarbejdere inden for el og VVS samlet under samme tag.
Thomas Alsing Clausen er afdelingsleder for el-afdelingen, hvor han i tæt parløb med kollegaen Henrik Christensen, som er serviceleder i VVS-afdelingen, imødekommer og udfører opgaver på hele Sydfyn.
– Det var et kæmpe aktiv, da vi for to år siden ansatte Henrik Christensen som serviceleder for VVS. Henrik Christensen er tidligere ejer af Skovsminde VVS.
– Det giver mange flere muligheder for at kunne tilbyde bredere løsninger til vores kunder, siger Thomas Alsing Clausen.
– Det glæder mig at være en del af en Bravida afdeling i vækst, siger Henrik Christensen
Flere strenge at spille på
Bravida er en af Nordens største tekniske service- og installationsvirksomheder med omkring 3.000 medarbejdere i Danmark og 13.000 i hele Norden. På Fyn har virksomheden afdelinger i Odense, Svendborg og Tullebølle på Langeland.
Det giver Bravida flere strenge at spille på – og samtidig et stærkt fundament til at uddanne nye elektriker- og VVS-lærlinge.
– Vi uddanner en del lærlinge. I øjeblikket har vi otte elektrikerlærlinge og én VVS-lærling her i Svendborg. Og så er der fire, som skal til svendeprøve her i efteråret. Hvis alt går vel, har vi fire nye elektrikere til december, fortæller Thomas Alsing Clausen.
Henrik Christensen tilføjer:
– Alle lærlinge får en rigtig god basisuddannelse inden for el og VVS, da vi har mange forskellige afdelinger, hvor lærlingene kommer rundt og får en bred viden om alle installationsforhold. Vi har også en lærlingekoordinator i Odense, som følger lærlingene hele vejen, siger han og understreger, at både han og Thomas Alsing Clausen gør meget ud af at skabe gode, både faglige og sociale arbejdsforhold.
– Vi er et godt team og en god arbejdsplads, hvor gode arbejdsforhold er vægtet meget højt, siger de to ledere hos Bravida i Svendborg.







