Bøgen og Egen

AF LULU OKHOLM

Gå en tur i en af Langelands nordligste skove, Vestre Stigtehave: Kør gennem Lohals, sæt bilen på p-pladsen ved havet, gå forbi Skovhuset og videre små 100 m ind i skoven, så møder du på venstre side det ejendommelige syn af de to træer, som jeg står ved siden af. Den mest fantastiske illustration til et af Carl Ewalds fine eventyr.

Carl Ewald blev født i 1856, var naturelsker og forfatter og en overgang også journalist på en Svendborg-lokalavis. Han kom lidt for tæt på Agnes Henningsen, hvilket resulterede i den stærkt  samfundskritiske og eminente sangskriver Poul Henningsen.

Nå, men det var et sidespring.

Folk i min alder fik fra de yngste klasser eventyr og historier ind via læsebogen, og jeg husker tydeligt Carl Ewalds fortælling om Bøgen og Egen, som I skal få en forkortet smagsprøve på her:

Det var i gamle dage. Der var ingen byer med huse og gader, ingen skoler, for drengene lærte af deres far at skyde med bue og pil og dræbe hjorten og  bjørnen, lave klæder af deres skind og lave ild med to stykker træ. Så var de udlært. Der var kun få mennesker, men der var rigtig mange træer. De kendte alle hinanden, for de var én stor familie, og det var de stolte af. – Vi er alle sammen egetræer, sagde den ældste og brystede sig. – Vi ejer landet, og vi regerer det.

Men en dag kom en gammel bjørn forbi.
– Bare du dog kunne skygge lidt for mig, sagde den til den gamle eg. – Jeg har lige været en tur i udlandet sydpå, og dér tog jeg en lur under bøgetræerne. Det er høje, slanke træer, og bladene sidder så tæt, at ikke én solstråle kan skinne igennem. Dér er det godt at sove sin middagssøvn. – Bøgetræer, hvad er det for noget, sagde den gamle krogede eg, og snakken gik mellem egene. – Kan du ikke skaffe mig skygge, så skaf mig dog ro, brummede bjørnen og rejste for at gå. – Men  jeg skal nok hævne mig. Når jeg kommer tilbage igen,  vil jeg tage nogle bøgefrø med, og  det vil gøre jer gule af misundelse, når I ser, hvor kønne de nye træer blir.

Og da den kom tilbage om efteråret trampede den de mærkelige små frø ned i jorden.

Da foråret kom, voksede små, grønne spirer frem af jorden og blev hurtigt til fine, slanke træer. – I skal være så velkomne, sagde den gamle eg, – I skal være mine plejebørn og have det lige så godt som mine egne. – Tak, sagde de små bøge, og så sagde de ikke mere. Men somrene gik, og de slanke, kønne træer blev højere og højere. – Flyt jeres blade, vi behøver lys, råbte den gamle eg. – Har I ingen æresfølelse? Vi tog så godt imod jer. – Hvad kommer det os ved, grinede bøgene. – Hvad har jeg dog gjort, da jeg hjalp jer frem i jeres ungdom, sukkede den gamle eg. Nu må jeg hver dag se mine brødre bukke under i kampen mod jer. Men før jeg dør, vil jeg gerne vide, hvad I kalder sådan en opførsel?
– Den kalder vi konkurrence”, sagde bøgene, og det er ikke noget, vi har fundet på. Det er den, der regerer verden. – Jeg kender ikke det ord, sagde den gamle eg. – Jeg kalder det lumpen utaknemmelighed. Og så gik den ud.