Kastanjetræet og øjebæen

AF MARIA R. LAU-JEPPESEN

Ved biblioteket står et kastanjetræ. Det knejser med kronen mod den åbne himmel, næsten som tænker det: ”Af alle træer i en by med nok så mange grønne pletter er det netop mig forundt at stå så fornemt et sted.” Det er da også i fint selskab, som det står der med udsigt til Støberiet og den gamle retsbygnings facade. Dog har det en enkelt mindre velanset nabo. Just på den anden side af vejen ligger en bunke fladtrykte bygninger og skeler ud mod krydset med tunge øjne. Hjørnet dér skiller sig tydeligt ud og har længe haft titlen som byens øjebæ. Men nu hviskes der om, at nye naboer måske er på vej. Og at himlen over kastanjetræet snart kan blive lidt mindre åben.

Det kan næsten lyde som et omskrevet H. C. Andersen-eventyr. Måske kan man kalde det et svendborgensisk eksempel på gammelt reb i nye knuder. For hjørnet overfor biblioteket, Viebæltet 1, er til salg og har været det længe. Længe nok til at give mægleren ild i øjnene og markedsføre grunden som mulighedernes legeplads med opportunistisk retorik om et 10-15-etagers boligbyggeri. Et nyt varetegn for byen. Et udråbstegn i en by af små bogstaver.

Da en bekendt hørte om sagen, pointerede han – djævlens advokat som altid – at han godt kunne se appellen. At en voksende tilflyttermagnet som Svendborg vel både ønsker at huse sine mange midtbysultne nytilkomne, men også at sende et vækstsignal til turister og erhverv. I den henseende er et nyt, højtragende varetegn måske ikke så ringe endda. Og, tilføjede han, hensynet til autenticitet kan måske også godt blive for helligt; en fodlænke for fremskridtet.

Lidt på sidelinjen til snakken om udvikling, turisme og arbejdspladser står så jeg som menig tilflyttet svendborgenser og filosoferer over, hvad jeg rykkede til byen for. Det var en magnetisme, der trak mig fra et job længere nordpå, en anden følelse end den, jeg kendte fra Odense og Aarhus. Der var en magi i, at jeg få hundrede meter fra Rottefælden og Ørkild Voldsted befandt mig midt i det hele og stadig havde åben himmel og kig til havet. Et fråseri af grønt og blåt. Som om selve byens farvespil afgav – og indfriede – løfter om ro og ånderum.

På den måde kan selve idéen om et svendborgensisk højhus måske noget. For den sætter begreb på en luksus, en del af os indbyggere måske ikke er direkte bevidste om, når vi i hverdagen skynder os gennem byen til og fra arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter: at vi kan mærke solen på kinderne i midtbyen en klar vinterdag. At det er træer og krat, der tilbyder pause fra solen om sommeren, og ikke beton. En palette med mindre kit. Ting, vi ville komme til at savne eftertrykkeligt, hvis der blev gået på kompromis med dem.

Så fra min plads i dets skygge håber jeg, at kastanjetræet ikke får en ny og mere højtbebygget øjebæ til nabo, men beholder sin udsigt til den åbne himmel. De kan noget sammen, de to. De er, i min optik, byens sande varetegn, en lokal charme, der har trukket nogle af os til, og som får mange flere til at blive.

Og dét er ganske vist.

Illustration: Britta Kristensen