Bio Langeland inviterer på masser af film i vinterferien

AF MARIANNE STORM OLSEN, Bio Langeland
Vi er så glade for vores superfine moderne biograf og alle vores søde frivillige vil så gerne betjene en masse glade feriegæster. Så tag hinanden i hånden og gå ind i mørket til en uforglemmelig oplevelse.
De første tre eftermiddage i ugen viser vi filmen om ”Paddington i Peru”. De tre første aftener i ugen kan du se Biografklub Danmark-filmen ”Here”.
Familiefilmen ”Honey” har Danmarkspremiere fra uge 7 og kan ses i Bio Langeland hele vinterferien kl. 16.15.
Filmen er frit baseret på Mette Eike Neerlins prisvindende bog ”Hest, hest, tiger, tiger” fra 2015 og instrueret af Natasha Arthy, som har skrevet manuskriptet i samarbejde med forfatteren.
”Honey” handler om den generte 13-årige Honey, der lyver om sig selv og sin kaotiske familie og har det svært ved at vise, hvem hun er i sin nye klasse.
Hun er vild med at spille musik og hun er rigtig god. Det er der bare ingen, der ved. Allerhelst vil Honey bare gerne have en plads i Liams band Fuld Smadder. Så da hun finder ud af at hendes døde, musik-glade morfar Marcel måske slet ikke er død, beslutter hun sig for at finde ham. Måske er han lige præcis dét, hun har brug for, så hun endelig kan lære at stå op for sig selv. Kino.dk
Den unge stjerne Selma Sol í Dali Pape spiller hovedrollen som Honey. Selma fik sit gennembrud i Julekalenderen ”Julefeber” (2020) som lillesøsteren Gro og fra TV 2-serien ”Agent” (2023) hvor hun spiller datteren til hovedrolleindehaveren Esben Smed. Jesper Christensen er den mystiske, afdøde morfar. Lene Maria Christensen er Honeys fortravlede mor og Simon Bennebjerg er faren, der ofte er på kanten af loven.
”Honey” er en rørende og farverig dansk film for både børn og voksne.
Familiefilmen ”Super Charlie” er baseret på bogserien af krimidronningen Camilla Läckberg.
Wille på 10 år har altid drømt om at blive superhelt og bekæmpe forbrydere sammen med sin far, som er politimand. Men hans drøm knuses, da hans lillebror Charlie bliver født. Ikke nok med at Charlie får al opmærksomheden, så opdager Wille også, at Charlie har superkræfter. Samtidig lægger en superskurk og en gal videnskabsmand onde planer og Wille og Charlie må derfor sætte deres forskelligheder til siden og lære at være et team. Men kan en baby og en jaloux storebror redde byen?
Filmens danske stemmer byder på en række velkendte skuespillere, som bringer liv til filmens farverige karakterer, bl.a. Paprika Steen, Thure Lindhardt, Anders W. Berthelsen og Thomas Bo Larsen.
”Super Charlie” kan ses fra torsdag kl. 14 og resten af ugen.
Der er også film for det voksne publikum. Denne film som har Danmarkspremiere er vi nok mange der har ventet på. Det er den fjerde film i rækken. Renée Zellweger vender tilbage i sin ikoniske rolle som Bridget Jones i elsket britisk romantisk komedie ”Bridget Jones – vild med ham”.
Det er tid til at få rørt lattermusklerne, når den charmerende filmsingle Bridget Jones vender tilbage i et nyt og morsomt kapitel af sit dagbogsliv.
Hun har mistet sin mand Mark for fire år siden. Hun lever alene med sine to små børn. Efter flere år med stor sorg er hun nu klar til at bevæge sig ud i datinglivet igen. Men siden Bridget sidst var single, er der sket en del. Nu skal hun orientere sig i alverdens nye dating-apps, sociale medier og onlinedating. Det giver naturligvis anledning til masser af misforståelser og pinligheder.
Vi har fulgt Bridget Jones’ op- og nedture gennem de seneste 23 år. Den nye film er også baseret på Helen Fieldings roman af samme navn og tager udgangspunkt i Bridgets rolle som mor. Udover en masse nye karakterer kan fans af filmserien glæde sig til et gensyn med Hugh Grants charmerende og karismatiske Daniel Cleaver. Emma Thompson ses igen i rollen som Dr. Rawlings. Nye stjerner er også med i filmen, hvor blandt andre unge Leo Woodall charmerer sig ind i Bridgets nye datingliv. Det er en Biografklub Danmark film.
Filmen kan ses fra torsdag aften og 13 dage frem
PR Foto: Nordisk Film