Hvis byvåbnet var et tarotkort

AF JUNE PEDERSEN
Jeg arbejder med tarotkort og har gjort det i mange år.
Det er i samme familie som astrologi, og i virkeligheden handler det mest af alt om symbolik.
Så når jeg trækker et tarotkort, så er det ikke en facitliste, men billede af hvad der foregår – hvordan er energien.
Det kan være en smule abstrakt at forholde sig til, men for mig har det altid været helt naturligt at aflæse symbolikken i alt det som foregår i livet.
Man kan sige – jeg læser verden som et tarotkort.
Svendborgs byvåben er jo helt klart også symbolik. Og de som har lavet det i tidernes morgen har helt klart haft deres egen mening med det.
Dén vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på – men hvis byvåbnet var et tarotkort, og jeg trak det til dig – så ved jeg godt hvad min tolkning ville være.
På billedet ser man tre tårne som står ovenpå noget vand. Over dem ser man en stjerne og en tiltagende måne.
Vand er symbolik for kærlighed, følelser, det kosmiske hav, kreativitet, frugtbarhed, intuition.
Tårnene er struktur, det fysiske, det som skabes, fundament. At der er tre tårne har helt klart en vigtig betydning i den forbindelse. Det kan være fortid, nutid, fremtid … den hellige treenighed … Krop, Sind og Ånd.
Stjernen er åndelig inspiration, din egen ledestjerne, det originale, det visionære, det rene.
Den tiltagende måne er intuition, noget nyt som er i færd med at blive til, det ukendte, dit familiære ophav.
Så hvis jeg trak byvåbnet til dig og skulle give dig vejledning, så ville jeg sige til dig, at du har en uendelig kilde af kærlighed, kreativitet og flow i dig.
Og når du er bevidst om, at skabe en struktur for det – når du sætter handling på og gør de til virkelighed, så kan du nærmest hente himlen ned på jorden.
Du har helt sikkert noget væsenligt med dig fra din fortid, som du ikke skal forkaste, men som kan anvendes på nye, originale måder som er i overensstemmelse med det liv du lever nu, og de værdier du har nu – når du tør at gøre det til dit eget, og ikke er for optaget af, hvad alle andre synes er rigtigt for dig.
Jeg ville sige, at du aldrig skal være bange for at løbe tør for inspiration og skaberkraft – så længe du gør det du gør fra hjertet, og når du gør det for ”Fælles bedste”.
Jeg ville sige til dig, at det du skaber, skal komme mange til gode, for når det gør det, så vil du også selv vinde på det.
Hav udgangspunkt i din fortid og din erfaring – skab det for fremtiden og de drømme du har – men lad nuet være det, det for alvor gælder om.







