Saft, kraft og hjerteblod i Tåsinge Frugthave

AF MARIA R. LAU-JEPPESEN

Svendborgsund glimter til os i den tidlige martssol og morgenduggen klynger sig til skoene. Med ørerne på stilke bevæger min redaktør og jeg os mellem de unge, endnu vinternøgne frugttræer i selskab med tre vidende, engagerede herrer fra Tåsinge Ildsjæle. De er kustoder i det levende museum der udgør frugthaven og en del af den frivillighedens puls, der får en passioneret skolelærers hjertebarn til at spire og gro. 

 

”Det er en af vores frivillige ovre fra Langeland, der har malet det”, siger Eric Schmidt, en af vores værter og nikker mod motivet på den container, der tjener som havens redskabsskur. Ydun, den nordiske gudinde for evig ungdom, kaster et skælmsk sideblik mod os på sin plads mellem frugtbugnende æbletræer og evigt blomstrende valmuer. Et fortidens motiv på et nutidens kanvas.

 

– Den her myte om evigt liv – det er derfor vi har frugthaven. Et æble om dagen holder doktoren fra døren; siger Mogens Victor Andersen, stifter af og formand for Tåsinge Ildsjæle.

 

Yduns løvgrønne øjne synes at observere os mens de tre Ildsjæle forklarer at traditionen med spiseæbler har dybe rødder i Tåsinge. Hvordan en excentrisk baron på Valdemars Slot i 1700-tallet mente at vi skulle til at spise rå frugt – stærke sager i en henkogningstid – og bød øens beboere at dyrke importerede sorter af spiseæbler- og pærer. Følgeligt blev Tåsinge da også døbt Æbleøen.

 

De store æbleplantager er mere eller mindre væk i dag men takket være en engageret lokal blev det gamle Tøsiske kulturmiljø gødet på ny. En del af de træer, vi bevæger os rundt imellem, er podet med de kviste skolelærer Bent Nielsen satte sig for at indsamle for at bevare de gamle sorter fra en stille forsvinden i moderne landbrugsskik. Da han kom på plejehjem tog Mogens Victor Andersen handsken op og det blev kimen til det, der i dag er henholdsvis Tåsinge Frugthave og Tåsinge Ildsjæle.

 

Viden forpligter
”Her har vi jo sorter fra 1600-1700 eller endnu ældre. Der er et, der hedder Jordbæræblet og et, der hedder Jernæblet og det dér hedder Passe pomme rouge. Og blandt pærerne har vi fået en, der er på den gamle liste fra Valdemars Slot fra 1745, der hedder en kejserindepære. Den fandt vi sidste år og lavede en podning af og den står dér. Den havde Bent Nielsen ikke i sin samling”.

 

Vi står i havens inderste. Ved min side står Jes Romme, en af Tåsinge Ildsjæles go to-guys når frugthaven skal formidles, og fortæller om de to kranse af havens ældste sorter. Viden om historie, genetik og økologiske forhold flyder fra ham som var det suget fra grenene og gennem hans fingre når han nænsomt viser frugttræerne frem. Mogens Victor Andersen supplerer:

 

– Idéen er den, at de skal være samlet og så må de godt have lov at blive lidt højere end de andre træer. Prøv lige at forestille jer en fantastisk rotunda der bliver herinde. Man kan lave folkedans og alt sådan noget når det sker. Jeg mærker Yduns øjne hvile på os på tværs af haven.

 

Morgendisen i horisonten er fordampet og vi trækker tilbage mod indgangen hvor der, som kronen på værket, bliver budt på kaffe og bagværk på en bænk i solen. Mens snakken og de sorte dråber flyder glider en rovfugl roligt ind over frugthaven på forårsdagens termiske opvinde. Det er en spurvehøg, bliver de tre Ildsjæle enige om. Endda nok en hun hvis Eriks kyndige blik ikke snyder ham. Dens silhuet mod den blå himmel væver sig på næsten sælsom vis jordnært ind i den snak vi har om formidlingens vigtighed for alt levende i den moderne verden.

 

– Det er det der med at når man kender navnene på de andre levende væsener vi lever sammen med får man et behov for at de stadig skal være her” siger Jens Romme. Mogens Victor Andersen fortsætter:

 

– Der ligger det i det, at viden forpligter også. Jo mere man ved jo mere ansvarligt kan man optræde. Også overfor de ting man selv beskæftiger sig med.

 

Og det er der, under Yduns observerende blik, at vi på så fin vis når ind til kernen af det hele: Det gamle Tøsiske kulturmiljø består takket være de mennesker, der kaster deres engagement i at passe, pleje og formidle det. Og her snakker vi ikke om en gold eksistens på papir. Det står nemlig her, levende og blomstrende, i en frugthave vandet med hjerteblod.

 

Et årligt medlemskab af Tåsinge Frugthave koster 100 kr. Haven er åben året rundt og gratis og besøge, men man er mere end velkommen til at lægge en donation for at støtte Tåsinge Ildsjæles arbejde.

 

Foto: Christian Dan Jensen