’Lokalsamfundet har en særlig plads i mit hjerte’
Langelandtidende.dk tegner et portræt af Mads Kromann Hansen

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der er ingen tvivl om, at Dansk, som ligger på hjørnet mellem Nørrebro og Ahlefeldtsgade midt i Rudkøbing by, trækker folk fra hele Langeland, når familien skal klædes på.
Nu kommer den populære tøjbutik på nye hænder, da Benny Svendsen, som franchisetager i Dansk i Rudkøbing, fra årsskiftet har overdraget nøglerne til forretningen til Mads Kromann Hansen.
Kaffe med kunderne
På facaden af Dansk i Rudkøbing står der: “Vi klæ’r familien på”, og Mads Kromann Hansen får 2.000 kvadratmeter med alle tænkelige tøjbrands at boltre sig på som ny ejer af butikken i Rudkøbing. Og det er en drøm, der går i opfyldelse for den unge langelænder. For selvom han er udlært i detailhandlen vidste han allerede da han afsluttede gymnasiet, at det var tøjbranchen, der trak i ham.
– Jeg blev uddannet som salgsassistent i Netto i Svendborg i 2022 og tog nærmest direkte herfra til Ærø, hvor jeg arbejdede i Netto i Ærøskøbing hen over sommeren. Egentlig var det kun en ansættelse i sommersæsonen, men da jeg efterfølgende vendte tilbage til Svendborg, spurgte jeg min butikschef om muligheden for at komme tilbage til Ærø. Det tiltalte mig meget, det med at være en del af et butiksliv i et lokalsamfund, så inden jeg så mig om, sad jeg igen på færgen på vej til Ærø og var ansat som souschef i Netto i Ærøskøbing, fortæller Mads Kromann Hansen, som fik ikke mindre end tre kaffeinvitationer fra lokale Netto-kunder på Ærø, da han stoppede.
– Man oplever en helt særlig relation til lokalbefolkningen i et lille samfund som på Ærø. Så da jeg stoppede efter sommersæsonen, var der flere af de faste kunder i butikken, der inviterede mig hjem på kaffe – sådan for at tage ordentligt afsked, smiler han.
Savner at komme hjem
Mads Kromann Hansen er født og opvokset i Lohals på Langeland og har familie på hele øen.
Som 17-årig flyttede han til Rudkøbing, så han har tætte bånd til byen, hvor han nu, i en alder af blot 27 år, er blevet butiksejer. Der gik da heller ikke mange dage efter overtagelsen af butikken, før der havde været flere fra lokalsamfundet inde og hilse på.
– Det er klart, at når hele ens familie bor på Langeland, så er her mange, som kender én fra familien. Så her har allerede været en del forbi og hilse på og ønske tillykke med overtagelsen af butikken, fortæller Mads Kromann Hansen, som stadig bor i Svendborg, men kommer tilbage til Langeland, så snart det er muligt.
– Jeg savner at komme hjem. Langeland betyder rigtig meget for mig – ikke alene fordi min familie bor på øen, men også fordi lokalsamfundet har en særlig plads i mit hjerte. Og så kommer jeg også til at engagere mig i det lokale butiksliv i Rudkøbing og i Rudkøbing Handelsstandsforening, som Dansk i Rudkøbing er en del af, siger han og tilføjer, at også kunder fra Svendborg og oplandet er velkomne i butikken:
– Vores koncept i Dansk favner bredt, og prisniveauet er til at komme i nærheden af. Jeg vil også gerne tiltrække kunder fra Svendborg og omegn til butikken, og jeg kommer til at gøre mere for at markedsføre os over for de mange sommerhusgæster på Langeland. Men først og fremmest er vi til for Langelands lokalbefolkning, lyder det fra Mads Kromann Hansen.
Foto: Christian Dan Jensen







