Det er smukt at ældes med ynde
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Med godt og vel 43 år i kosmetologbranchen i Svendborg er det uundgåeligt at komme uden om Anja Winther. Hun har været med hele vejen og fulgt udviklingen i skønhedsbranchen på tætteste hold. I 1990 åbnede hun sin klinik på Lundevej 18 i Svendborg midtby. I dag 35 år senere ejer hun byens ældste hudplejeklinik.
Som blot 16-årig startede Anja Winther hos kosmetolog Annie Bering efter skoletid som rengøringspige. Senere gik hun i mesterlære samme sted, hvor hun var i otte år, indtil hun gik selvstændighedens vej og åbnede sin egen klinik.
– Det har været en lang og fantastisk rejse med de skønneste mennesker, som har gæstet min klinik gennem alle årene, og som stadig beriger mit liv. Jeg er meget taknemmelig for at få lov til at arbejde med det, jeg holder af, siger Anja Winther, som i dag er droslet ned til at arbejde tre dage om ugen fra sin klinik på Niels Juelsvej 13 – et flot opført anneks bygget i forbindelse med privatboligen lige ned til Svendborgsund.
– Mine faste kunder kommer her stadig, og det sjove ved at have været så mange år i branchen er, at nogle af mine allerførste kunders børn også kommer her. Ja, faktisk har jeg været oppe på tre generationer, smiler Anja Winther og viser rundt i sin nyopførte klinik, hvor der emmer af en afslappet atmosfære med duft af æteriske olier og lyden af afdæmpet musik – og med smuk udsigt til Svendborgsund, som man bare kan nyde, mens man får sin behandling hos Anja Winther.

Kald mig bare gammeldags
40 år som kosmetolog giver selvsagt en erfaring, som gør Anja Winther til lidt af en koryfæ inden for branchen. Som medlem af Dansk Kosmetolog Forening er hun en del af et netværk af professionelle kosmetologer, kosmetikere, negleteknikere og makeup-artister samt andre med interesse for skønhedsbranchen. Det betyder, at Anja Winther gennem alle årene har kunnet betragte udviklingen inden for faget – en udvikling, hun har en klar holdning til.
– Jeg synes, at skønhedsbranchen går i den forkerte retning. Særligt de unge piger er voldsomt præget af et urealistisk billede med fillers i læberne, botox i ansigtet og generelt et forkert glansbillede af os som mennesker. Skønhed kommer indefra, og man kan læse så meget i et ansigt, siger Anja Winther, som intet har imod at blive kaldt gammeldags.
– Folk må naturligvis gøre, hvad de vil – men man kan godt ældes med ynde. Er man bevidst om sine indre værdier og sit jeg, så kommer skønheden helt af sig selv, men derfor kan man jo godt være bevidst om sit ydre udseende og passe godt på sin hud, i form af en ansigtsbehandling, siger hun og tilføjer;
– Jeg har ikke en masse maskiner i klinikken, men bruger min erfaring og mine hænder som de vigtigste redskaber i behandlingerne af mine kunder, siger hun og fortæller videre, at hun lægger stor vægt på at give en professionel vejledning i brugen af de rigtige hudplejeprodukter.
– Efter corona-pandemien kan jeg mærke, at folk søger kvaliteten og nærheden i at komme her og få en afslappet behandling med forkælelse af sig selv. Mange er blevet mere bevidste om, hvad velvære i virkeligheden handler om, lyder det fra Anja Winther.
Foto: Christian Dan Jensen







