En smagfuld rejse fra film til is

Stine Ricks’ isbutik bringer liv til Vormark. Hun har købt det gamle mejeri i Vormark og indrettet det til ishus i pangfarver og med de lækreste isvafler i alle mulige varianter.
BRUGES

AF METTE KRISTENSEN

 

Fra film til is
Er du til pangfarver eller smagfulde isvafler i alle mulige varianter eller måske endda begge dele, så har vi i Gudmekongens Land nu muligheden for en helt unik smagsoplevelse. Og det sker lige midt i den frodige natur i den lille charmerende landsby Vormark, som udover at være beriget af eget gadekær nu også tilbyder isbutik af den farverige af slagsen. Bag den nystartede isbutik står Stine Ricks, en kvinde med en inspirerende baggrund og en drøm om at bringe nyt liv til det gamle mejeri. For nylig, den 1. juli, åbnede hun sin nyindrettede butik på adressen og har siden tiltrukket både lokale og turister til stedet.

– Min far har flere gange sagt, hvorfor ikke åbne en isbutik, og nu har jeg gjort det. Jeg er pavestolt og enormt glad for den gode start og opbakning, vi har fået. Turisterne som passerer vores hyggelige landsby her i Vormark siger, når de kommer ”gud, hvor er det godt med et pitstop her”, fortæller Stine Ricks begejstret, mens hun står og rør i guffen. For om lidt kommer den lokale dagplejer forbi med fire børn, og så skal det hele være klar.

 

En drøm bliver til virkelighed
Stine Ricks er 44 år gammel og oprindeligt fra Ramsømagle syd for Roskilde men har boet og arbejdet i København i over 20 år, primært indenfor filmbranchen. Hun begyndte som receptionist og arbejdede sig hurtigt op til filmrekvisitør, en rolle hun har haft i to årtier.
– Jeg har lavet alt fra reklamefilm til Masterchef og datingprogrammer, fortæller Stine Ricks. Men trods succesen i filmverdenen følte hun et behov for forandring.

– Da jeg færdiggjorde arbejdet på filmen ‘OXSEN’, tog jeg tre måneders fri og indså, at jeg ikke længere ønskede at arbejde i filmbranchen.

Under filmoptagelse i Vormark Forsamlingshus får Stine Ricks og hendes mand Jeppe Lassen, som stadig arbejder i filmbranchen, øje på det gamle mejeri i Vormark.
– Vi faldt over det gamle mejeri, som var til salg, og det føltes som en mulighed, der bare dumpede ned fra himlen, fortæller Stine Ricks. Beslutningen om at købe mejeriet blev truffet under Corona-pandemien, og selvom bygningen stod overfor en grundig renovering, kunne parret sagtens se de mange anvendelsesmuligheder, som stedet indeholder.

– Vi købte en ejendom med huller i taget, fortæller Stine Ricks med et glimt i øjet og fortsætter: – men isbutikken er blot begyndelsen. Jeg er i hvert fald bare happy, griner hun.

 

 

En lokal favorit
– Det har været supergodt, folk er støttende, søde og køber masser af is, og så er fynboerne fuldstændig vilde med guf, griner Stine Ricks. Caféen, som tilbyder alt fra filterkaffe til espresso og isvafler i alle mulige varianter med hjemmelavet guf og syltetøj, har allerede tiltrukket mange besøgende.
– Vi får besøg af campister, sommerhusgæster og cyklende turister, som siger at det lige er det de har brug for på vejen, siger hun og fortsætter: – og så har de lokale i området også taget rigtig godt imod butikken, og det glæder hun sig over.

 

Liv i det gamle mejeri
Stine Ricks har da også store visioner for fremtiden. Hun drømmer om at genoplive mejeriet og gøre det til en ny livlig attraktion, og måske en dag udnytte de mange kvadratmeter til at samle alle de spændende lokale vejboder, som eksisterer i lokalområdet.
– Der skal liv i det gamle mejeri, og det kunne være rigtig spændende at afholde markeder, hvor vi måske kunne samle de lokale leverandører af for eksempel grøntsager og andre lokale specialiteter” siger hun mens hun fortsætter ”mange har relationer til stedet her, og alle har en historie om mejeriet. Nogens far har måske leveret mælk hertil engang eller kender nogen, som har arbejdet her.

 

 

En del af fællesskabet
Parret og de nye ejere af mejeriet er faldet godt til i lokalsamfundet, som har taget imod dem med åbne arme.
– Vi er blevet modtaget med så meget varme og støtte, fortæller Stine Ricks, mens hun gør klar til dagplejen, der om få minutter entrerer i de farverige lokaler. Hun nyder at interagere med de lokale, og hendes engagement i fællesskabet og lokalområdet har blandt andet ført til, at hun i januar er inviteret til at holde foredrag i Hesselager Kirke om hendes rejse fra filmbranchen til ejer af en isbutik i Vormark.
– Min drøm er at sætte skub i nogle ting og fortælle til alt og alle, at vi sagtens kan få tingene til at ske herude på landet, slutter hun af med et stort smil.

Og med det klare og vigtige budskab skal der fra Redaktionen lyde et kæmpestort tillykke med den nye isbutik og god vind fremover.

 

Foto: Marianne Tolstrup

 

Fakta
IS – Vormarks nye isbutik
Bakken 1, Vormark
5874 Hesselager

 

Åbningstider
Alle dage mellem kl. 11 og 20.30

 

Følg IS på Facebook

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment