Tåsinge rundt i Jaguar

TØSINGEN mødte en lille flok stolte Jaguar-ejere en solskinsdag i maj, hvor de kørte øen rundt i adstadigt tempo.
DSC_0230

AF MARTIN RAMSGAARD

 

Den ældste er fra starten af 1960’erne. Den yngste er nærmest lige trillet ud af fabrikken. Fælles for de 19 nypolerede biler, der en smuk søndag morgen er samlet på havnen i Vindeby er, at der står Jaguar på dem. Enkelte af dem har den ikoniske jaguar af sølv på køleren. Og ejerne har vist også lidt jaguar i sig.

 

– Det er ikke et tilfælde, at nogen af os kører Jaguar, det tør jeg godt sige. Det er et bevidst tilvalg, og det er hjerteblod. Jaguaren er en af de smukkeste biler, der nogensinde er lavet, siger Carsten Pedersen. Han er en af de omkring 1000 medlemmer af Jaguarklubben i Danmark, og det er ham, der har planlagt ruten rundt på Tåsinge.

 

De 19 Jaguarer starter i Vindeby og kører med solen ned forbi Valdemars Slot og derfra over Vemmenæs til Skovballe Havn, hvor der er frokost. På vejen kigger de også lige ind til Bregninge Kirke og Elvira Madigan og Sixten Sparres grave i Landet.

 

– Tåsinge er jo et dejligt sted at køre rundt. Her er smukt, og der er mange små kringlede veje og steder, man kan køre hen, fortæller han. At vejene på Tåsinge ikke indbyder til at køre hurtigt gør ikke noget, siger Carsten Pedersen

 

– Der er ingen af os, der skal ud og køre ræs. Vi tager det stille og roligt, og vi skal jo have hele dagen til at gå, siger formanden for den fynske kreds af Jaguarklubben Michael Kaspersen.

 

Når der kommer så mange bilklubber til Tåsinge, så skyldes det ikke kun de flotte omgivelser. Valdemars Slot har i mange år været udgangspunkt for mange bilklubbers ture i det Sydfynske, både hvor de er startet på parkeringspladsen eller i samarbejde med slottet.

 

– Vi savner Valdemars Slot, men det hele er jo lukket lige for tiden, og det er også derfor vi starter i Vindeby. Men mon ikke det på et tidspunkt åbner igen, så vi kan holde traditionen, siger turplanlægger Carsten Pedersen.

 

De 19 Jaguarer kører dog andægtigt ned gennem slottets porte og fortsætter op langs Nørreskoven, inden der skal være holdt ved Ambrosius-egen.

 

Se billedserie fra Jaguar Træf på Tåsinge 2024

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment