Ny efterskole i Skårup

Forstander Henrik Karup med klar med nye tiltag på Sydfyns Fri Fag- og Efterskole i Skårup.
image001

AF MICHAEL GRUBE – Den Lille Avis SYDFYN

 

Fra august 2024 kan der slås to døre op i det nye skoleår på Sydfyns Fri Fag- og Efterskole; den ene til fagskoleeleverne, der tager 10. klasse eller går på STU, og den anden til den efterskoleafdeling, som står klar i august og tager imod elever i 9.klasse.

– Det er virkelig en spændende tid vi er i, fortæller forstander Henrik Karup.
- Vi har etableret en stor tilbygning med lokaler til efterskolen, ligesom vi udbygger vores bo-afdeling med flere sengepladser. Så nu mangler vi lige de sidste indmeldelser inden skolestart.

 

Efterskoleafdelingen skal have 29 elever, og der har været stor interesse for det nye tilbud.

– Det bliver en specialefterskole, da unge med særlige behov er vores primære målgruppe på fagskolen. Vi har god succes med at rumme unge, som har brug for opbakning på det personlige, sociale eller faglige område, og vores værkstedstilbud er så dybt i vores skole-DNA, at det også er det tilbud som efterskoleeleverne bliver en del af. Så eleverne på efterskolen undervises i dansk, matematik og engelsk mm. samt et spændende linjefag samt en række valgfag over året, fortæller Henrik Karup og tilføjer:
– Vi oplever, at mange unge mangler et anderledes tilbud i 9. klasse, særligt for dem, hvor skolen ikke er let og ligetil. Som elev hos os bliver man en del af et kostskolefællesskab og får et nyt perspektiv på læring, når man blandt andet udfordres på vores værksteder. Vi underviser med afsæt i den enkelte unges niveau og målet er, at den enkelte oplever en faglig progression uanset hvor man er nået til, siger Henrik Karup.

 

Ny maritim linje fra 2025

Skolens 6 linjer – håndværk, sosu, gastronomi, friluft, hest og game design – bliver fra 2025 endvidere udvidet med en maritim linje, som skal forberede de unge på f.eks. uddannelsen som ubefaren sømand eller søfarts-HF.

– Det er en gammel drøm, vi har haft at blive en del af det blå miljø, som mangler arbejdskraft på sigt. Vi kan være den vigtige trædesten i de unges liv, hvor de oparbejder den disciplin og erhvervsdannelse, der skal til for at komme ud og arbejde. Vi tror på det mangfoldige arbejdsmarked, hvor alle kan bidrage, og vores elever kommer i erhvervspraktik og får feedback, som ruster dem til at komme ud i voksenlivet, begrunder Henrik Karup tiltaget med en maritim linje.

 

Man kan læse mere om den nye efterskole på Sydfyn på sydfynsfrifagskole.dk

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment