10,5 mio. kroner ”kastes” i øhavet

AF KIM BASSE
Flere fisk og mere liv i Øhavet. Det er målet med genetableringen af et 9,3 hektar stort stenrev på Mads Jensens Grund sydvest for Drejø. Det er et areal svarende til cirka 13 fodboldbaner, eller omkring 250 vandpolobaner, hvis vi bliver i det våde element
Stenrev fungerer blandt andet som skjul, fødeområder og ynglepladser for fisk som skrubbe, savgylte og torsk. Spørger man blandt de sydfynske fritidsfiskere, er de 10,5 mio. kroner, som stenrevet koster at etablere, en god investering.
– Helt klart. Det er positivt. Det er sådan nogle tiltag, der skal til. Der er næsten ingen fisk tilbage, så de skal have nogle bedre betingelser, siger 75-årige Bent Fransson, der har fisket med stang side han var dreng.
I dag er Bent Fransson fritidsfisker og bor i Svendborg, mens hans jolle ligger ved Thurø. Her har han fisket med garn og rejeruser, først fra Walsteds Bådværft og siden Gambøtt, hvor han også ejer en af fiskerhytterne, siden 1990, hvor han fik jollen.
– Thurøbund er ét stort mudderhul. Jeg har ikke fanget en eneste torsk i snart 15 år, fordi havmiljøet er for dårligt, og fiskene stikker af. Men der skal mere til, for hvis vandkvaliteten er for dårlig, vil fiskene alligevel ikke være her. Men det er et skridt på vejen, siger Bent Fransson.
Samspil mellem nyt rev og grøn trepart
Genetableringen af revet ved Mads Jensens Grund, eller Drejørevet som det også kaldes, skal ses i sammenhæng med Den Grønne Treparts omlægningsprojekter på land, der skal mindske udledningen af kvælstoffer til havet. Her er der foreslået omfattende ekstensivering på netop Drejø, som vil have betydning specifikt for det nye rev.
Arealerne til omlægning i Den Grønne Trepart er udpeget af de fire sydfynske kommuner, og det er på vegne af dem, at Geopark Det Sydfynske Øhav har stået for ansøgningen om midlerne til stenrevet.
– Her og nu er vi lykkelige for bevillingen fra Havnaturfonden, som vi virkelig har knoklet for. Så kan vi komme i gang ude i vandet, siger Rasmus Elmquist Casper, der er sekretariatsleder i UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav, og fortsætter:
– Tilstanden under overfladen i Øhavet er kritisk ringe. Men med aftalerne i Den Grønne Trepart og en kæmpe indsats for marin naturgenopretning, så er der faktisk håb for, at vi måske allerede i vores egen levetid igen kommer til at opleve liv i Øhavet som i de gode gamle dage.

Thurøbund, som anes i baggrunden, var engang et hotspot for fritidsfiskere, men er ifølge Bent Fransson i dag ét stort mudderhul. Foto: Kim Basse
”Håber, jeg når at få glæde af det”
Mads Jensens Grund er historisk kendt som en af Øhavets bedste fiskepladser, når det kommer til torsk og fladfisk. Men netop torsken er stærkt truet i de danske farvande – også i Det Sydfynske Øhav, hvor skrubben også er på tilbagegang. Det skyldes blandt andet, at vigtige levesteder for fisk, krebsdyr, bløddyr og makroalger er gået tabt på grund af intensivt stenfiskeri.
I alt vurderes det, at over 83 millioner sten på mellem 0.5 ton og 5 tons er fisket op til anlæg af havnemoler, promenader og øvrige anlæg i Danmark, og netop Mads Jensens Grund har tidligere været udsat for intensivt stenfiskeri.
Samspillet mellem genetablering af stenrevet ved Drejø og den grønne trepart skaber derfor håb hos Bent Fransson og de øvrige sydfynske fritidsfiskere om igen at kunne lande en torsk eller to i garnet engang i fremtiden.
– Ja, for søren. Jeg håber, jeg når at få glæde af det, men der går nok nogle år, før de breder sig derfra. Havet har det ikke godt, blandt andet på grund af alle de næringsstoffer, så jeg går meget ind for, at der skal skabes et bedre havmiljø med flere rev og bedre vandkvalitet, siger han.

Om det nye rev
Revet skal etableres ved Mads Jensens Grund sydvest for Drejø
Området har tidligere være udsat for intensivt stenfiskeri
Stenrev fungerer blandt andet som skjul, fødeområder og ynglepladser for flere fiskearter
Revet får et samlet areal på 9,3 ha og en dybdegradient fra 3,7 – 9,5 m.
Det koster 10,5 millioner kroner at genetablere revet
Havnaturfonden og Den Danske Naturfond betaler størstedelen af beløbet
Geopark Det Sydfynske Øhav betaler selv 1.748.000 kroner
Revet skabes af 14-15.000 tons sprængsten af granit.
Havnaturfonden og Den Danske Naturfond har uddelt 43,5 millioner kroner til i alt seks lignende projekter
Revet ved Drejø er det største af de seks projekter.







