Vi holder sammen i Korsgade

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Den brostensbelagte Korsgade er en af Svendborgs ældste og mest charmerende gader. Gaden har sine rødder i middelalderen og fungerede dengang som en vigtig færdselsåre mellem havnen og byens centrum. Navnet “Korsgade” kan spores tilbage til 1600-tallet og henviser muligvis til et vejskel eller et tidligere kors, der markerede et religiøst punkt.
Gennem tiden har Korsgade huset håndværkere, handlende og søfolk, og den afspejler byens maritime og handelsmæssige historie og vidner om et levende bymiljø fra svundne tider.
I dag er Korsgade måske Svendborgs hyggeligste handelsgade og en atmosfærefyldt del af Svendborgs gågademiljø med specialbutikker. Gaden forbinder fortid og nutid og er et yndet sted for både lokale og besøgende.
Kædebutikker – nej tak
Thomas Pedersen er ejer af Korsgade Vin i Korsgade 7, og spørger man ham, så har Korsgade en helt særlig betydning for byens handelsliv. Her er nemlig ingen kædebutikker, men udelukkende specialforretninger.
– Her er et helt specielt handelsmiljø, netop fordi her ingen kædebutikker er, men udelukkende lokalt forankrede butikker. Jeg tror aldrig, at Korsgade har været stærkere end nu. Her er et helt specielt sammenhold og samarbejde, hvor butikkerne er gået sammen om at styrke hinanden i Korsgade, fortæller Thomas Pedersen, som har drevet vinforretning i Svendborg i forskellig sammenhæng siden 2009.
Det er et forholdsvis nyt projekt med det lokale samarbejde i Korsgade. I december satte butiksejerne sig sammen og drøftede, hvordan de kunne styrke gaden i et tættere samarbejde. Det har indtil videre affødt to arrangementer: ét i maj, som hed Forår i Korsgade, og igen i juni med Sommerhalløj i Korsgade.
– Begge arrangementer blev en succes. Butikkerne var trukket ud i gaden med boder og smagsprøver og præsenterede butikkerne i gadeplan. Rigtig mange mennesker tog vejen gennem den gamle, smukke gade, siger Thomas Pedersen, som selv havde mange forbi Korsgade Vin for at få smagsprøver i gaden samt for at gå på opdagelse i de mange vine, spiritus, chokolade og specialiteter, som kan være svære at finde andre steder.
– I Korsgade har vi et godt sammenhold og en stor interesse i at beskytte gaden, så den bevares som et sted uden kædebutikker. Og det er jo ikke, fordi vi har noget imod kædebutikker. Vi mener, at byens handelsliv bliver styrket af at give de handlende et mangfoldigt handelsmiljø, hvor man fremmer det gode liv ved den lokale forankring – præcis som de værdier, der ligger i, at Svendborg er en Cittaslow-kommune, siger Thomas Pedersen.
Følg Korsgade på Facebook
Foto: Christian Dan Jensen

Blomster på Strøget, Jane Parsberg
Korsgaard er blevet en rigtig hyggelig og god gade, og her kan vi ses alle vegne fra. Her er det først fremmest blomster kunderne kommer og kigger på, og så har vi bare noget lækkert og anderledes brugskunst, som man ikke kan få i en butikskæde eller alle mulige andre steder. Det er sådan lidt anderledes.
Jeg lå længere oppe i 34 år før, og her har jeg ligget i fire måneder nu, og det er jeg rigtig glad for. Det er en god beliggenhed her. Vi bliver set på en helt anden måde både fra Korsgade, Gerritsgade og Møllergade, så det er en meget bedre placering, og så er der lækkert i Korsgade. Der er så mange små specialbutikker, så det er så hyggeligt, Jane Parsberg, indehaver af Blomster på Strøget.

Vandal, Bjørn Jensen
– Kunderne i korsgade er mere selektive, fordi de fleste kun kommer her af en specifik årsag, fordi de skal have et eller andet i Butik 14, eller fordi de gerne vil have et fedt stykke tøj hos os. Så på den måde har vi ikke så mange af de kunder, som bare dropper ind. De kommer, fordi de gerne vil have noget specifikt i vores butik.
Vi er en specialbutik, på grund at af måden vi gør det på, er forskellig fra mange af de andre secondhandbutikker. Vi håndplukker vores varer. I Svendborg er det mere klassisk, og alt her er nøje udvalgt, Bjørn Jensen, indehaver af Vandal.

Ostespecialisten, Anne Lasthein Andersen
Det er summer hele tiden af liv hernede i Korsgade. Jeg synes, gaden kendetegner sig ved alle de små hyggelige specialforretninger, hvor jeg har haft min i snart 22 år. Der er mange butikker, som har ligget her i rigtig mange år, og vi har ikke nogen konceptbutikker i Korsgade. Jeg er glad for at have forretning her.
Her i Ostespecialisten har vi mellem 150 og 200 forskellige varianter oste, og så har vi et bredt udvalg af danske delikatesser som Sommerbird, Lakrids by Johan Bülow og Estate Coffee, og så har vi en masse lækkerier fra små fynske producenter som lakridskonfekt fra Hattesens Konfektfabrik på Ærø og Fredmosekonen på Langeland. Vi prøver også at forny os lidt hele tiden, Anne Lasthein Andersen, indehaver af Ostespecialisten.
Foto: Kim Basse







