Blikkenslagerne flytter til Svendborg og fejrer 20 år med vækst
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Efter 20 år med base i Gudme tager Blikkenslagerne ApS hul på et nyt kapitel. Virksomheden flytter til større lokaler på Danmarksvej 3 i Svendborg, hvor der både bliver plads til vækst, nye muligheder og et stærkt fokus på medarbejdertrivsel.
For indehaver Jesper Dache Stub er flytningen et naturligt skridt efter to årtier i branchen.
– Den primære årsag er, at vi fik nogle pladsproblemer i Gudme. Samtidig kommer vi tættere på vores kunder i Svendborg og på resten af Fyn. Og så er jeg selv flyttet til Svendborg, så det gør det hele lidt nemmere, fortæller Jesper Dache Stub.
Blikkenslagerne har i dag 10 medarbejdere fordelt på otte blikkenslagersvende og to lærlinge. De seneste år er medarbejderstaben fordoblet, og væksten skyldes især en stigende efterspørgsel på kvalitetsarbejde inden for blikkenslagerfaget.

Fra klassisk håndværk til skræddersyede løsninger
Når virksomheden vokser, følger der også større og mere komplekse opgaver med. Blikkenslagerne er i øjeblikket involveret i flere store projekter, hvor virksomheden ofte fungerer som underleverandør.
Virksomheden arbejder bredt inden for blikkenslagerfaget og løser blandt andet opgaver med tage, facader, tagrender, inddækninger og specialtilpassede løsninger i materialer som zink, aluminium og kobber.
Selvom mange byggeopgaver i dag bliver mere standardiserede med færdige løsninger, har Blikkenslagerne valgt en anden tilgang.
– Der er rigtig meget standardisering i byggebranchen, men vi har valgt at have fokus på individuelle løsninger. Vi vil gerne kunne tilbyde kunderne noget, der passer præcist til deres behov, siger Jesper Dache Stub.
Derfor har virksomheden investeret i moderne teknologi blandt andet i form af CNC-bukkemaskiner, som giver mulighed for at fremstille mere præcise og specialdesignede løsninger. Samtidig giver det medarbejderne bedre værktøjer i hverdagen.
Kobber er blandt de mest eksklusive materialer og bruges blandt andet på historiske bygninger, hvor holdbarhed og æstetik spiller en vigtig rolle. Et kobbertag eller skifertag kan holde i omkring 100 år og kræver meget begrænset vedligeholdelse. Blikkenslagerne arbejder blandt andet med opgaver for kirker og slotte og er aktuelt i gang med at udskifte kobbertaget på Generalen ved Tranekær Slot.

En arbejdsplads med plads til fællesskab
Den nye hal i Svendborgs industrikvarter er ikke kun skabt for at give mere plads til arbejdet. Jesper Dache Stub har også lagt stor vægt på at skabe gode rammer for medarbejderne.
I forbindelse med ombygningen er der blandt andet etableret en anderledes frokoststue med billardbord, bordfodbold og bar.
– Det er både en drengedrøm for mig at have et rum med bar og billardbord, men det handler også om at tilbyde noget ekstra til mine medarbejdere. Jeg vægter meget højt, at det er en god arbejdsplads at være på, hvor man også mødes under andre forhold end fra 7-16, fortæller han.
For Jesper Dache Stub handler en god arbejdsplads om mere end bare faciliteter.
– Her skal være rent og ordentligt – rart at være. Det betyder rigtig meget, siger han.
Med den nye adresse og en stærk medarbejderkultur står Blikkenslagerne godt rustet til fremtiden. Samtidig er næste generation allerede på vej. Jespers søn Mikkel blev sidste år udlært i virksomheden som blikkenslager, og dermed er fundamentet lagt for mange flere år med håndværk og udvikling.
20-års jubilæet blev fejret i maj måned i den nye hal sammen med forretningsforbindelser og venner af huset – som en markering af både virksomhedens historie og de muligheder, der venter forude.







