Stivenner ønsker Øhavsstien ind i valgkampen

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
Når den kommunale valgkamp om kort tid spidser til, har foreningen Langelands Sti-venner et ønske om at få vandreruten Øhavsstien bragt ind som et af temaerne. Konkret handler det om at få forbundet Midtlangeland med syd, og der ligger en klar idé om, hvordan det skal foregå.
I dag slutter Øhavsstien ved Henninge Nor. Målet for stivennerne er, at der skal være et vestligt og et østligt ben sydpå. Så man får mulighed for at gå fra Klæsø via Ristinge Klint til Bagenkop eller fra Spodsbjerg til Bagenkop, oplyser Orla Duedahl, der er formand for Langelands Sti-venner, og Jette Purup, der er bestyrelsesmedlem sammesteds.
Det var det fælleskommunale samarbejde Naturturisme, som stod bag Øhavsstien i sin tid.
– Nu er arbejdet med vedligeholdelsen lagt over i kommunerne, og vi forestiller os, at Langeland Kommune i samarbejde med Geopark Det sydfynske Øhav kan forestå planlægningen og det praktiske. Det er nødvendigt at få professionelle ind over, frivillige vil ikke kunne løfte opgaven alene, og det vil også blive et dyrt projekt, siger Jette Purup.
– Men i første omgang handler det selvfølgelig om at få lodsejerne med. De har jo mødt os stivenner mange gange efterhånden, så vi håber, at de vil være ideen venligt stemt, tilføjer hun.
Stivennerne vil naturligvis gerne tilbyde så mange oplevelser som muligt, men sørger altid for at spørge lodsejerne, hvis der er den mindste tvivl, om man må gå ind over et område.
Siden etableringen af Langelands Sti-venner i 2019 er det gået stærkt, og med cirka 320 medlemmer er foreningen en af de største her på øen.
– Det hænger nok sammen med vores struktur. Vi tilbyder gratis ture uden tilmelding, så alle kan være med, med mindre de sidder i kørestol eller skal have en barne- eller klapvogn med, påpeger Orla Duedahl.
På lange ture, for eksempel vandringer på Øhavsstien, stiller stivennerne bus til rådighed for deltagerne, også uden betaling, og folk samles op, hvor en vandretur skal slutte. Så kører man fælles til startstedet med dagens vandrere.
Naturligvis er man glade for tilslutningen til foreningen.
– Det koster så kun 100 kroner at være medlem, og så får man samtidig et nyhedsbrev, tilføjer formanden.
Andre indtægter kommer via udgivelser, nævner Jette Purup. Hun, der er tidligere næstformand, har sammen med tidligere formand, Jesper Ansbæk, udsendt ”En fodtur LANGELAND RUNDT langs kysten”, og senere skrev Jesper Ansbæk bogen ”58 vandreture på Langeland”, den sidste med støtte fra EU via de såkaldte LAG-midler, en ordning målrettet landdistrikter.
Et plus under corona
Langelands Sti-venner blev oprettet året før, at coronaepidemien lukkede for det meste sociale liv over nærmest hele kloden, herunder Danmark.
Siden blev der åbnet lidt, så lukket igen og åbnet på ny
– I begyndelsen lød kravet på, at man maksimalt måtte være 10 sammen på én gang, siden blev det øget til 40. Men det var dog en mulighed for at møde andre, og det gavnede os, siger Orla Duedahl.
Stivennerne er meget bevidste om at have arrangementer med let genkendelige datoer. For eksempel gennemførte man Langeland Rundt langs kysten i via 10 etaper med to måneder imellem hver tur, og lige nu gælder det Øhavsstien med en tur den sidste lørdag i ulige måneder. Fyn er nu gennemført (efter redaktionens slutning), og så skal man gå videre ad Tåsinge, Siø og Langeland og til foråret med Ærø på plakaten.
Alle kan være med. Eneste forudsætninger er ordentligt fodtøj og almindelig god grundform. Erfaringsmæssigt er det folk over 50 år, der deltager.
Og stivennerne tilbyder i øvrigt andet end vandreture. Der er også cykelture og ikke kun på Langeland. Langelands Sti-venner har haft en rundtur fra Vindeby til Vester Skerninge, blandt andet forbi den nye markante cykelsti rundt om Hvidkilde med en lille strækning hen over et søen på et trædæk.
For Langelands Sti-venner handler det ikke kun om motion og frisk luft.
– Vi har et princip om at have noget til både fødderne og hovedet, så derfor lægger vi gerne et oplæg af kulturelt tilsnit ind. For eksempel fortæller vi, hvad folk skal kan opleve, fortæller Jette Purup.
Foto: Michael Strange Lorenzen







