Man hilser da på hinanden i Svendborg

AF PETER REUMERT

 

For nylig havde jeg besøg af en gammel kollega fra København. Jeg ville vise ham Svendborg fra den bedste side, så vi gik en lang tur gennem byen, mens jeg fortalte om gaderne, husene, havnen og alt det andet, jeg holder af her. Han havde ikke været i byen før, og jeg glædede mig til at vise ham, hvad der gør Svendborg til noget særligt.

 

På et tidspunkt stoppede han op og kiggede på mig.

»Sig mig engang – kender du alle mennesker her i Svendborg?«

 

Jeg blev lidt overrasket. Nej, det gør jeg naturligvis ikke. Men han havde lagt mærke til, at jeg hilste på ganske mange undervejs. Nogle nikkede, andre sagde hej eller goddag, og jeg gjorde det samme tilbage. Jeg havde egentlig ikke selv tænkt over det – sådan gør man jo bare i Svendborg.

 

Senere fortalte en indfødt svendborgenser mig en historie, der satte det hele i perspektiv. Hun havde besøgt sin datter i København, som studerede og boede på Nørrebro. En dag gik de en tur ved Søerne og hun hilste på nogle af dem, de mødte.

 

»Ej mor, det er altså pinligt, at du går og hilser på alle folk,« sagde datteren.

»Hvorfor det?«

»Det gør man ikke i København.«

 

Det virker nok mærkeligt for folk herfra, men måske siger de to historier noget væsentligt om forskellen på blot at færdes blandt andre mennesker og faktisk at se dem. I en mindre by som Svendborg møder man samme ansigter igen og igen –alt efter hvor man kommer– og med tiden bliver det naturligt at nikke eller sige hej, selv hvis man ikke kender navnet på den anden.

 

Et lille nik, et smil eller et »hej« betyder ikke nødvendigvis, at vi kender hinanden. Det er en tilkendegivelse af, at jeg har set dig, at jeg ved, du er her – at du ikke er usynlig.

 

Det er mere end almindelig høflighed. Det er venlighed, respekt og en lille smule omsorg for det menneske, man tilfældigvis møder. Vi ved aldrig, hvad den anden går rundt med. Måske har vedkommende haft en dårlig morgen eller en ensom dag, og så kan et venligt nik faktisk gøre en forskel.

 

Dem, vi rigtig kender, giver vi måske hånden. Et håndtryk kan være en god og helt neutral måde at vise respekt på. Det siger: Jeg anerkender dig, og jeg er glad for at møde dig.

 

Svendborg er naturligvis ikke en by, hvor alle kender alle. Men det er en by, hvor man ofte har set hinanden før – på gågaden, ved havnen, i butikkerne, ved et af de mange fællesarrangementer eller bare på vej hjem. Og næste gang nikker man måske lige.

 

Det skaber samhørighed – en følelse af at høre til blandt andre mennesker, også selv om man ikke kender dem. Det tror jeg, vi skal passe godt på.

 

Til både gamle svendborgensere og nye tilflyttere må rådet derfor være: Husk at hilse, når du møder et menneske, du har set før. Ikke fordi du skal, men fordi du kan. Det kan være med til at gøre dagen god, både for en selv og for andre.

 

Det gør vi gerne for hinanden i Svendborg, og jeg tror, det er en af de ting, der gør byen til et godt sted at bo. Måske kan vores eksempel ligefrem brede sig, så man en dag også begynder at hilse på hinanden ved Søerne i København.

 

Det ville da være en god eksportvare fra Svendborg.

 

 

 

Foto genereret med AI