Modige kvinder indtager Svendborg Teater

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Der står flere statuer af dyr i Danmark, end der gør af kvinder. Netop den tankevækkende kendsgerning blev inspirationen til Lykke Sand Michelsens børnebog Kender du hende?, som nu er blevet til en musikalsk familieforestilling om nogle af de kvinder, der har været med til at forme Danmark.
Publikum møder blandt andre seismologen Inge Lehmann, skuespilleren Asta Nielsen, politikeren Nina Bang og komponisten Else Marie Pade. Forestillingen handler om mod, handlekraft og om at turde bryde normerne og gå foran. Musikken er nyskrevet, og Anne Linnet står bag titelsangen, mens Dorthe Gerlach, Helle Hansen og Eskil Dohn har skrevet de øvrige sange.
Fynske talenter på scenen
Når forestillingen rammer Svendborg, bliver det samtidig med lokal fynsk deltagelse. De tre professionelle skuespillere får nemlig selskab af unge elever fra Friskolen for Scenekunst i Odense – den tidligere Det Kongelige Teater Balletskolen Odense.
Kender du hende? rækker også ud i klasselokalerne. Skoler tilbydes undervisningsmateriale og seks små animationsfilm om nogle af kvinderne fra fortællingen.
Forestillingen produceres af Louise Schouw Teater, der blandt andet står bag Sallys Far, Vitello og Villads fra Valby.
Kender du hende? spiller på Svendborg Teater 14. og 15. oktober kl. 19.30.







