Oplev Svendborg Kammerorkester
AF MICHAEL GRUBE ANDERSEN, Den Lille Avis – SYDFYN
Svendborg Kammerorkester er et amatørorkester, der blev grundlagt i 1921 som Skårup Private Symfoniorkester. Orkestret er en del af foreningslivet i Svendborg kommune og har bestået i 100 år, hvilket efter Covid19 blev markeret med jubilæumskoncerter i 2022.
Det har været besat både som symfoniorkester og som nu – strygeorkester med instrumenterne violin, bratch, cello og kontrabas. Der spilles et bredt udsnit af klassiske strygerrepertoire.
Kammerorkestret er organiseret som forening under Musisk Aftenskole.
Foreningens formål er ved regelmæssige prøver at bibringe medlemmerne kendskab til kammermusik og gennem samspil og koncerter at udvikle musikalske færdigheder. På tværs af alder, erfaring og social status fremmes fællesskabet og glæden ved at indøve musik. Eneste forudsætning for medlemmernes deltagelse er instrument- og nodekendskab. Der er p.t. ialt 14 medlemmer i orkestret, der aktuelt kommer fra kommunerne Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Ærø.
Prøverne foregår på Den frie Lærerskole i Ollerup, hvor der spilles hver mandag fra kl. 19-21.30 januar til maj og igen fra september til december. Medlemmerne arrangerer samkørsel til prøverne. Der er fokus på at fremme samarbejdet med musikskoler og foreninger i det sydfynske område. Eksempelvis med Horne Lands Orkester.
Gratis fælleskoncert med Silkeborg Kammerorkester
Samarbejdet strækker sig også ud over Sydfyn, da Silkeborg Kammerorkester lørdag den 16. november 2024 kommer på besøg hos Svendborg Kammerorkester.
Her øver man dagen igennem sammen på Den frie Lærerskole i Ollerup, hvor dagen også kulminerer med en fælleskoncert for de to kammerorkestre i Dramasalen kl. 16.30-17.30, og hvor der er gratis adgang for alle interesserede.
Det er en musikalsk oplevelse med værker komponeret af Britten, Sibelius, Smetana, Tchaikovsky, Eller og Bach, som man kan glæde sig til under overskriften “Sammen og hver for sig”.
Har du lyst til at blive en del af Svendborg Kammerorkester?
Den Lille Avis SYDFYN var på besøg under en prøveaften i Ollerup, hvor man som ikke kammermusikkyndig hurtigt kan blive betaget af den gode stemning og det fantastiske lydbillede, når de mange strygere ledet af dirigenten lykkes flot med samspillet.
Det er sikkert også rart at øve derhjemme på sit instrument, men samspillet er en særlig oplevelse.
Svendborg Kammerorkesters sekretær Ingrid Andersen og formand Ole Pedersen lægger i en pause ikke skjul på, at det “ikke er en lukket klub”, men at man gerne ser nye og også unge medlemmer af orkestret:
– Fælleskoncerten sammen med Silkeborg Kammerorkester er en god mulighed for at opleve os, og ellers er man jo altid velkommen til at kontakte os via vores hjemmeside svendborgkammerorkester.dk
Foto: Michael Grube Andersen