Nyt miljørigtigt værksted endelig klar

AF MICHAEL GRUBE ANDERSEN
Her startede en brand på KP Bilers værksted, og den udviklede sig hurtigt til en voldsom brand, der helt ødelagde værkstedet og gjorde familiens private bolig ubeboelig.
– Allerede næste morgen ringede Thomas Egebo fra T.E. Biler i Svendborg og tilbød, at vi kunne leje et værksted hos ham. Vi lavede en aftale samme dag, og allerede tirsdag ugen efter var vi i gang igen på det midlertidige værksted hos ham på Kuopiovej i Svendborg, hvor vi altså har været i næsten 2 år, siger indehaver Claus Pedersen.
Anette Madsen fortæller, at de boede hos familie og venner i de første 2 uger efter branden, inden de blev genhuset i et lejet hus på Vestre Stationsvej i Vester Skerninge, hvor de fortsat bor.
De har efterfølgende købt en grund på Nørremarksvej i Vester Skerninge, hvor de vil bygge nyt hus.
– Vi er meget taknemmelige for den store opbakning og hjælp, som vi i hele processen har fået fra kunder, samarbejdspartnere, venner og familie, understreger de begge.
Etageareal på 690 m2
Hele den brandramte ejendom med værksted, bolig og Shell tankstation på Faaborgvej 39 blev ryddet, og det nye værksted begyndte at tage form på adressen.
– Vi lavede en aftale med vores lokale arkitekt Jørgen Dolmer for at aflaste os i byggeprocessen, og vi er superglade for og stolte af resultatet i form af det nye værksted – og samarbejdet med Jørgen har været fantastisk, siger Claus Pedersen.
Jørgen Dolmer fortæller, at det nye værksted med administration er 540 m2 og med dækoplagring og teknikrum på 1. sal er det et samlet etageareal på 690 m2 i alt, og hele byggeriet er tænkt så vedligeholdelsesfrit og miljøvenligt som muligt:
– Værksted og administration er udført som lavenergi byggeri suppleret med 37 kW solcelleanlæg med batteribackup og 90 solcellepaneler placeret på taget, og ventilationsanlægget er med varmegenvinding for at minimere energiforbruget og for et sundt indeklima i både administration og værksted, siger Jørgen Dolmer og giver flere eksempler:
– Regnvand fra taget opsamles i de genbrugte eksisterende rensede jordtankanlæg til brug i den nye vaskehal, hvor brugt vaskevand genbruges til undervognsskyl, og forvaskeplads til vaskehallen er nu under tag til glæde for både kunder og naboer, da støjgener minimeres.
Fejres med Åbent Hus i august
Det lyser ud af både Anette Madsen, Claus Pedersen og rådgiver Jørgen Dolmer, at de er stolte over det færdige byggeri, og ser frem til nu at præsentere det for kunderne, som også har glædet sig til, at de nu er tilbage i lokalområdet.
Tankstation og en egentlig butik som tidligere er ikke en del af den nye løsning:
– Det var med stor ærgrelse, at vi efter lange forhandlinger ikke kunne komme til enighed med Shell om at genetablere vores tankstation, men set i lyset af det stigende elbilmarked og dermed en usikker fremtid for fossile brændstoffer valgte vi at bruge tankene i jorden til noget andet. De er rengjorte og opsamler nu regnvandet som bruges i vaskehallen, siger Claus Pedersen.
Anette Madsen supplerer:
– Butikken som sådan er væk, men folk vil stadig kunne købe bilplejeprodukter på værkstedet og få hjælp til vaskehallen i åbningstiden.
De sender en stor tak for samarbejdet med Købstædernes Forsikring og den gode dialog med Svendborg Kommune, og glæder sig samtidig over den gode stemning, der under hele forløbet har været på byggepladsen.
Nu håber de, at mange i den kommende tid vil ”stikke hovedet ind” på KP Bilers nye værksted, der også vil blive fejret med maner med et Åbent Hus for alle interesserede fredag d. 22. august 2025.
Foto: Michael Grube Andersen