Fra Langeland til landsdækkende væksteventyr

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Dette er historien om ægte iværksætteri. Historien om Thore Witt, som voksede op under trange kår i Tullebølle på Langeland, og som på ganske få år har skabt en virksomhed i stærk vækst med seks medarbejdere.
Thore Witt er født i Ringe, men kun tre år gammel flyttede familien til Langeland, tættere på hans mors familie. Her var morfar, Ove Bøge Witt – fhv. skoleinspektør på Tullebølle Skole og familiens samlende skikkelse – en central figur, som senere i livet skulle få afgørende betydning for ham.
– Min barndom og opvækst på Langeland var ganske god. Jeg voksede op under trange kår, fortæller han og husker, hvordan han som lille valgte at blive passet af sin mormor frem for at gå i børnehave.
– Tullebølle var dengang et levende lokalsamfund med både cykelsmed, slagter og tøjbutik – i dag er meget af det væk. I folkeskolen på Tullebølle Skole var det ikke helt let at finde sin plads, fordi de andre børn allerede kendte hinanden, fortæller Thore Witt
Fra mekanikerdrøm til tegnebræt
Efter 10. klasse startede Thore på mekanikergrundforløbet, men fandt ingen læreplads. I stedet skiftede han spor til teknisk designer – et valg, der skulle vise sig blive retningsgivende for fremtiden.
– Det gav mig blod på tanden. Jeg havde spillet meget computerspil, så det lå mig helt naturligt, siger han og fortæller videre at han fik læreplads hos Svendborg Fjernvarme og blev udlært i 2013 med speciale i bygge- og anlæg. Transporten mellem Langeland og Svendborg klarede han selv – for hjemmefra havde han lært, at man måtte kunne klare sig selv.
Senere arbejdede han i en periode hos Lars Bech og Pipeteq Systems i Rudkøbing og fik en erfaring, der blev springbrættet til livet som selvstændig.
Morfars afgørende indsats
I næsten 10 år bar Thore Witt rundt på drømmen om at blive sin egen chef. Ikke bare for frihedens skyld, men for at skabe en arbejdsplads med godt teamwork, tillid og frihed under ansvar.
Ideen til WITT Engineering begyndte at tage form, blandt andet med et projekt om at designe hæve-sænkeborde. Men en stor kunde kom i vejen – på den gode måde.
– Nærmest fra starten fik jeg en stor kunde, som jeg ikke kunne sige nej til. Så jeg måtte sætte hæve-sænkebordprojektet på pause og ansætte to medarbejdere. De første spadstik til WITT Engineering var taget, fortæller han.
Men ideen om selvstændigheden krævede kapital, og det var ikke sådan ligetil at rejse de penge, der skulle til, for at kunne realisere drømmen. Her trådte morfar Ove Bøge Witt til.
– Min morfar var fantastisk og tilbød at hjælpe mig med økonomien. Han indskød 80 procent af sin formue i WITT Engineering – uden nogen garanti for at få pengene tilbage. Han troede på mig, siger Thore Witt.
Allerede otte måneder senere betalte han hele beløbet tilbage til sin morfar. Ingen løn til sig selv, ingen pensionsopsparing – og samtidig nybagt far.
– Livremmen var spændt ind, smiler han.

Humor som ledelsesstil
WITT Engineering blev stiftet i maj 2023 og arbejder i dag med tekniske tegninger i både 2D og 3D – altid i tæt samarbejde med kunden.
Sloganet lyder: ”Kan du tænke det, kan vi tegne det.”
Virksomheden har store opgaver i jernbaneindustrien og er en vigtig del af BaneDanmarks projekt Signal Vest. Derudover laver de præfabrikerede pumpestationer til fjernvarmesektoren og designer hæve-sænkeborde for Rufac i Rudkøbing (i dag HAT).
Thore Witt har i dag, blot tre år efter stiftelsen af WITT Engineering, seks medarbejdere som holder til i Lehns Hus ved Sørup i Work2Gether-fællesskabet.
På kontoret spiller humoren en vigtig rolle.
– Når vi griner sammen, er vi i øjenhøjde med hinanden. Det skaber et sundt miljø – både på arbejdet og i privatlivet, siger Thore Witt, som stadig bor i Tullebølle på Langeland sammen med kæresten Emilie Larsen og deres to børn. Allerede som 22-årig købte de hus i Tullebølle – uden at fortælle det til nogen først.
– Vi flyttede direkte hjemmefra og sammen i et hus i samme landsby. Jeg havde jo fået at vide, at jeg måtte kunne klare mig selv – så det gjorde jeg, smiler han.
Portrættet af Thore Witt er også historien om en mand, der er formet af sit ophav, båret af tillid – og drevet af en stærk vilje og passion til at skabe noget, der rækker ud over ham selv.







