Bogreception for Danmarks første roman om livet som DJ

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Hovedpersonen i Tinas 3. bryllup hedder H og kunne ifølge forfatteren meget vel være Harske Hubbi – aliaset, som Claus Skytte selv optræder under.
Romanen tager læseren med ind i DJ’ens verden med alt, hvad den indebærer af prissætning, musikvalg og opstilling af udstyr til bryllupsplanlæggere, umulige kundeønsker og den evige kamp for at holde liv i dansegulvet.
Samtidig handler bogen om, hvorfor man overhovedet vælger et liv som DJ – og hvorfor man bliver ved. Og ikke mindst om den snigende frygt for en dag at blive erstattet af en playliste på en streamingtjeneste.
Om bogen
Tinas 3. bryllup er Claus Skyttes debut som romanforfatter og beskrives som et melankolsk-komisk roadtrip. H har aldrig fået gjort noget ved sine følelser for Tina, og nu er han endt som den modvillige DJ ved hendes tredje bryllup. I forsøget på at slippe for opgaven opsøger han blandt andet hendes to tidligere ægtemænd, Flemming Fedt og Poul Pind.
Undervejs udvikler historien sig til mere end en fortælling om DJ-livet. Romanen blander humor og satire med historien om uforløst kærlighed, livets valg og de forpligtelser, man ikke altid kan løbe fra. Bogen er på 342 sider og udkommer på forlaget Skytsengel.
Der findes allerede fagbøger og selvbiografier fra den danske DJ-verden, men Tinas 3. bryllup præsenteres som den første danske voksenroman med livet som DJ som omdrejningspunkt.
Bogreceptionen finder sted på Svendborg Bibliotek torsdag den 16. september kl. 16.30, og der er gratis adgang.







