Ny kontrakt med Petersen & Sørensen kan skabe op til 80 nye arbejdspladser

AF KIM BASSE
Petersen & Sørensen Motorværksted har underskrevet en ny lejekontrakt som giver virksomheden mulighed for at udvide deres nuværende værftsområde med arealerne og kajstrækning på Frederikskajen samt arealerne omkring den gamle bedding.
Aftalen vil gøre det muligt for Petersen & Sørensen at øge deres kapacitet ved at anskaffe en ny, større og miljøvenlig flydedok, hvilket er afgørende for, at værftet kan følge med deres kunders udvikling mod både større og mere miljøvenlige fartøjer. Med den kommende flydedok vil værftet kunne servicere skibe på op til 160 meter, hvilket modsvarer udviklingen i kundernes fartøjer.
Borgmester Bo Hansen (S) udtaler, at de maritime erhverv har stor opbakning fra kommunalbestyrelsen. Derfor har det været let for kommunalbestyrelsen at imødekomme værftets ønsker om at kunne udvikle deres virksomhed.
– Vi ønsker generelt at understøtte de maritime virksomheder i deres vækst. Ved at give Petersen og Sørensen mulighed for at udvide deres aktiviteter giver det ikke kun værftet mulighed for vækst. Jeg forventer også, at der vil komme afledte effekter i resten af den maritime sektor i vores område, siger Bo Hansen.
Den nye lejekontrakt underskrives af (fra venstre) direktør og medejer af Petersen & Sørensen, Steffan Mastek, Borgmester Bo Hansen og medejer af Petersen & Sørensen, Kaj Larsen. (Pressefoto)
Nye arbejdspladser og flere lærlinge
Med den nye flydedok, forventer Petersen & Sørensen at øge beskæftigelsen på aktuelt ca. 90 medarbejdere med yderligere 60-80 medarbejdere, når dokken er fuldt indfaset. Derudover vil der opstå flere jobs hos underleverandører, hvilket vil styrke den lokale økonomi yderligere.
– Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Svendborg Kommune. Vi har haft en både lyttende og hurtig behandling af vores ønsker til lejemålet, siger direktør og medejer af Petersen & Sørensen, Steffan Mastek, og takker samtidig kommunalbestyrelsen for deres tillid.
– Vores 40-årige lejekontrakt med Svendborg Kommune betyder, at vi kan arbejde videre med at realisere vores planer. Det er vores ambition, at vi bliver i stand til at skabe nye arbejdspladser og i endnu højere grad fortsætte vores arbejde med at uddanne lærlinge, lyder det fra Steffan Mastek som tilføjer, at Petersen & Sørensen sidste år indgik en syv-årig aftale med Søværnet om servicering og vedligehold af flådens skibe. Med den nye flydedok vil skibe i størrelsen op til Thetis-klassen kunne repareres og vedligeholdes på værftet. Søværnets inspektionsskibe af Thetis-klassen blev bygget på Svendborg Værft i perioden 1989-1992.
– Det er dejligt, at det er et samlet byråd, der har stemt det igennem. For Petersen & Sørensen er det altafgørende, at de ønsker erhverv på havnen. Hvis vi skal lave langsigtede investeringer, kræver det, at vi har en 40-årig lejekontrakt, så vi er meget glade, udtaler Steffan Mastek til svendborgtidende.dk.