Ny cykelsti på vej mod Thurø

AF KIM BASSE
Der skal etablere en ny separat cykelsti ved rundkørslen mod Thurø.
Hvis du undrer dig over, hvorfor der bliver fældet træer, hvor Christiansmindevej, Hestehavevej, Linkenkærsvej og Skårupøre Strandvej mødes, har du derfor svaret her. Det fortæller Jesper Kiel, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget til Svendborgtidende:
– Det sker, fordi der gøres plads til en længe ønsket forbedring af trafiksikkerheden for de bløde trafikanter i rundkørslen. Konkret skal der etableres en separat fællessti, som fører cyklister og fodgængere rundt om rundkørslen, uden de skal dele kørebane med bilisterne, fortæller han.
Nye levesteder for skovens fugle og flagermus
Selve anlægsarbejdet begynder i foråret og fortsætter hen over sommeren. Her bliver stien for de bløde trafikanter adskilt fra selve rundkørslen med grønne skillerabatter. Derudover skal nye krydsningsheller gøre det sikrere at krydse vejen.
De fældede stammer skal blive liggende til gavn for svampe, biller, fugle og andre dyr, som kan finde skjulesteder og føde i det døde træ.
– De store stammer, der nu bare ligger og roder, får lov at blive liggende. Nogle vil nok synes, det ser sjusket ud, men naturen er rigtig glad for det. Dødt ved og den der mærkelige 5-6 meters høje stub giver nemlig vigtige skjulesteder og boliger for insekter, fugle og flagermus, siger Jesper Kiel.
Den samlede pris forventes at være 1,33 millioner kroner, hvoraf staten bidrager med 0,38 millioner kroner gennem Vejdirektoratets Trafiksikkerhedspulje.
Foto: Kim Basse